Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Fransk storbank og tyske bilaktier trak ned

1/8 17:54

De europæiske aktiemarkeder sluttede torsdag i rødt efter en serie af skuffende regnskaber.

Et skuffende regnskab fra den franske storbank Société Générale skabte den negative stemning blandt finansaktierne, der også var påvirket af faldende renter. Dertil sendte skuffende regnskaber fra BMW, Daimler Trucks og Volkswagen bilproducentgruppen ned.

Den paneuropæiske Stoxx 600-indeks endte torsdag med et fald på 1,2 pct. i 511,86. Onsdag steg det 0,8 pct. De tre ledende indeks i Europa, FTSE 100, CAC 40 og DAX, faldt henholdsvis 1,0 pct., 2,1 pct. og 2,3 pct.

- Skuffende regnskaber, aftagende vækst for industrisektoren, kinesiske forbrugere, der ikke længere redder efterspørgslen, og en mulig genopvågning af inflationen, er ikke så behagelig en cocktail, siger Stefane Ekolo, aktiestrateg hos TFS Derivatives, til Reuters.

BILPRODUCENTER I BAKGEAR

Blandt de største tabere i torsdagens handel var Société Générale, hvis detailbank i Frankrig skuffede i andet kvartal. Aktien endte 9 pct. lavere i 21,83 euro.

I bilsektoren faldt BMW med 3,1 pct. til 83,17 euro efter et kvartalsregnskab, der viste, at driftsmarginen skrumpede til 8,4 pct. fra 9,2 pct. i samme periode sidste år. Analytikere havde ventet en margin på 8,8 pct. ifølge Bloomberg News.

Daimler Truck tabte 3 pct. til 34,67 euro efter en nedjustering. Mercedes Benz endte 3,4 pct. lavere i 59,09 euro, og Volkswagen undgik heller ikke skrammer og tabte 3,2 pct., selv om morgenens regnskab viste, at lønsomheden egentlig var lidt bedre end ventet i andet kvartal. Driftsmarginen hos Volkswagen faldt til 6,6 pct. fra 7 pct. i samme periode året før. Her havde analytikerkorpset ventet et dyk til 4,2 pct.

ROLLS-ROYCE TIL TOPS

Rolls-Royce var til gengæld flyvende torsdag, efter at den britiske producent af flymotorer meddelte, at selskabet vil genindføre udbyttebetalingerne for første gang siden pandemien. Aktien steg efter sit halvårsregnskab med 7,1 pct. til 481,10 pence.

Flymotorproducentens regnskab er krydret med en opjustering af forventningerne til den underliggende driftsindtjening til 2,1-2,3 mia. pund fra tidligere ventet 1,7-2,0 mia. pund og et analytikerestimat på 1,98 mia. pund.

.\\˙ MarketWire