Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Apple sendes op af solide salgstakter trods ny skuffelse i Kina

2/8 06:24

På trods af endnu et kvartal med svigtende salg i Kina leverede teknologikæmpen Apple bedre end ventet i sit forskudte tredje kvartal 2023/24.

Det belønnede aktien med en stigning på 0,6 pct. til 219,65 dollar i torsdagens eftermarked, hvor stemningen ellers var til den svage side efter store fald i den ordinære handel.

Apple omsatte i tredje kvartal for 85,8 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 84,5 mia. dollar.

Salget af flagskibsproduktet, iPhone, blev 39,3 mia. dollar mod ventet 39,0 mia. dollar.

Toplinjen var samtidig også trukket op af et godt salg af iPads, der endte på 7,2 mia. dollar i kvartalet mod ventet 6,6 mia. dollar blandt analytikerne.

På de nedre regnskabslinjer kunne Apple notere sig en indtjening per aktie på 1,40 dollar. Her var konsensus blandt analytikerne inden regnskabet 1,35 dollar.

Det positive kvartal kommer trods endnu en skuffende periode i Kina, hvor salget faldt 6,5 pct. til 14,7 mia. dollar og dermed endte lavere end konsensus på 15,3 mia. dollar.

Tredje kvartal er typisk et af Apples lavere kvartaler, fordi mange venter på, at nye produkter slippes løs til efteråret. Næste store lancering af iPhones er til september.

På iPad-siden er der til gengæld allerede nye modeller på gaden, og det blev Apple gavnet af i tredje kvartal, hvor salget i den kategori voksede til 7,2 mia. dollar - en stigning på 24 pct. på årsbasis.

Det var samtidig noget bedre end ventet blandt analytikerne, der havde sigtet efter 6,6 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire