Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Vækstbekymringer får investorerne til at slå bak - kun Demant i plus

2/8 09:22

Frygten for en mavelanding for verdens største økonomi har fredag morgen sat sit præg på det danske aktiemarked, hvor Mærsk-aktierne agerer bundprop, mens Demant er eneste aktie grønt efter en løftet anbefaling.

Onsdagens feststemning på Wall Street blev torsdag vekslet til massive tømmermænd med kursfald på 1,2-2,3 pct., og faldene blev efter lukketid forstærket af skuffende regnskaber fra Intel og Amazon

- Det var svage erhvervstillidstal (ISM-tal) for USA, der skabte den negative stemning i USA torsdag. En lidt uventet reaktion. Vi har ellers længe set aktier stige, når svage nøgletal har forstærket forventningerne om amerikanske rentenedsættelser. Men det var altså ikke tilfældet i går, skriver Nordea i sin morgenrapport.

- Det bliver spændende at se, hvordan markederne vil reagere, hvis dagens vigtige amerikansk jobrapport også tegner et svagere billede af den økonomiske aktivitet i USA.

Det danske C25-indeks åbner fredag med et dyk på 1,6 pct. i 1963,78 efter torsdagens fald på 0,7 pct.

MÆRSK KAN SE FRAGTRATER FALDE FOR FJERDE UGE I STREG

Mærsk kan se spotpriserne på containerfragt falde for fjerde uge i træk.

I denne uge var der tale om et fald på 3,3 pct. til 3332,67.

Torsdag opjusterede Mærsk sine forventninger til 2024 drevet af højere fragtpriser relateret til uroen i Det Røde Hav koblet med robust efterspørgsel i containermarkedet.

Opjusteringen var ventet i markedet, og efterfølgende har finanshuset SEB justeret kursmålet for aktien en smule op til 11.800 kr. fra 11.700 kr.

Mærsk-investorerne kan fredag morgen - mens de venter også ugens SCFI-ratetal fra Kina - kigge mod Asien, hvor shippingkonkurrenterne ligger med store kursfald på op mod 6 pct., idet de primært er drevet af torsdagens skuffende amerikanske nøgletal.

Mærsks B-aktie dykker 3,0 pct. til 10.870 kr. og dermed fortsætter nedturen efter faldet torsdag på 2,0 pct.

I transportsektoren har DSV fået løftet kursmålet til 1400 kr. fra 1275 kr. af Nykredit Bank, der fastholder anbefalingen "køb".

DSV åbner fredag med et kursfald på 1,8 pct. til 1233 kr.

Demant har fået løftet anbefalingen hos svenske SEB til "køb" fra "hold". Svenskerne sænker dog samtidig kursmålet med 20 kr. til 310 kr.

Demant-aktien er med et plus på 0,7 pct. til 265 kr. eneste C25-aktie i plus. Aktien er dog faldet 11 pct. i år.

NOVO-RIVALS FEDMEMEDICIN SNART IKKE MERE PÅ MANGELLISTE

Novo Nordisk kunne torsdag aften se ærkerivalen Eli Lillys topchef, David Ricks, udtale, at det inden længe venter at det storsælgende fedmemiddel Zepbound er fjernet fra de amerikanske sundhedsmyndigheders mangelliste for lægemidler.

Novo Nordisk åbner med et fald på 0,8 pct. i 908,10 kr.

.\\˙ MarketWire