Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Svag jobrapport gav blodrødt marked - Intel tog største dyk i over 40 år

5/8 06:32

De mørke skyer trak igen for alvor ind over Wall Street fredag, hvor investorerne blot blev yderligere bekymrede for tilstanden i den amerikanske økonomi, efter at den officielle jobrapport for juli skuffede klart.

Og der er ingen tegn på opklaring mandag morgen. De asiatiske akter falder kraftigt med et minus i Tokyo på 7 pct., mens de amerikanske futures indikerer kursfald på 0,7-2,8 pct., når markedet åbner i New York mandag eftermiddag. Størst er nedturen i teknologisektoren.

Med til at skabe uvejret var, at Intel og Alphabet røg i skammekrogen efter regnskaber sent torsdag, mens Apple holdt nedturen lidt i ave med sin fremgang oven på det sene regnskab fra teknologikæmpen torsdag.

Uroen kom, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i denne uge fastholdt sin ledende rente og i stedet indikerede, at den første stimulerende rentenedsættelse vil komme til september. Men det kan muligvis være for sent, hvis der skal sikres en nogenlunde blød landing for økonomien.

- Det er en utrolig U-vending - som om, vi er kørt lige ind i en murstensvæg. Vi havde en pokkers lige linje op, og de varer ikke for evigt, særligt efter at forventningerne er kommet så langt op. Man kan tydeligvis ikke bare eje teknologi. Man har brug for eksponering mod de mere defensive områder, siger Bill Stone, der er investeringsdirektør hos Glenview Trust Co., til Bloomberg News.

De tunge fald til særligt teknologiaktierne, som også stod hårdest for skud torsdag, har sendt Nasdaq 100-indekset i korrektion. Indekset faldt fredag med 2,4 pct., og det samlede Nasdaq-indeks tabte ligeledes 2,4 pct. Det brede S&P 500-indeks faldt samtidig 1,8 pct., og Dow Jones-indekset gik 1,5 pct. tilbage.

INTEL SKUFFER KOLOSSALT OG LANCERER GIGANTISK SPAREPLAN

Blandt enkeltaktierne gik det særdeles hårdt ud over Intel, der leverede tæt på fuld plade i dårlige nyheder med sit regnskab for andet kvartal torsdag aften.

I kvartalet omsatte Intel for 12,8 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 13,0 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie blev samtidig 2 cent mod konsensus om 10 cent blandt analytikerne.

For tredje kvartal venter Intel en omsætning på 12,5-13,5 mia. dollar, og også det er en stor skuffelse i forhold til konsensus blandt analytikerne, som inden regnskabet var 14,4 mia. dollar.

Som konsekvens af det, sætter ledelsen gang i en spareplan på 10 mia. dollar, og den medfører blandt andet en suspendering af udbyttebetalingen fra og med fjerde kvartal i år. Derudover skal 15 pct. af medarbejderstaben skæres fra.

Intel har omtrent 110.000 medarbejdere, så 15 pct. svarer altså til 16.500 ansatte.

- Omsætningen er ikke der, hvor vi gerne vil have den. De finansielle resultater er ikke, hvor vi gerne vil have dem, konstaterer Dave Zinsner, der er finansdirektør hos Intel, i et interview med Bloomberg News.

Investorerne reagerede ved at sende aktien ned med 26,1 pct. til 21,48 dollar. Det er ifølge Bloomberg News det største fald i den tid, nyhedsbureauet har ført statistik for Intel, og det er sket i over 40 år - nemlig siden 1982.

AMAZON RAMMES AF SVAGE UDSIGTER

E-handelskæmpen Amazon blev også sendt i grøften, selv om resultaterne i andet kvartal var ganske pæne.

Det var prognosen for tredje kvartal til gengæld ikke. Den skuffede nemlig i forhold til både toplinjen og driften. Forventningerne til driftsresultatet peger på 11,5-15,0 mia. dollar, hvor analytikerne på forhånd havde sigtet efter 15,7 mia. dollar.

Forventningerne til omsætningen er 154,0-158,5 mia. dollar. Også det skuffer i forhold til analytikernes forhåndsforventninger på 158,4 mia. dollar.

Aktien blev sendt ned med 8,8 pct. til 167,79 dollar. Det svarer til, at godt 170 mia. dollar i markedsværdi forsvandt op i den blå luft.

Bedre gik det for Apple, der trods endnu en salgsskuffelse i Kina leverede over forventning i sit tredje kvartal 2023/24, som modsvarer kalenderårets andet kvartal.

Apple omsatte i tredje kvartal for 85,8 mia. dollar, mens analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet 84,5 mia. dollar.

Salget af flagskibsproduktet, iPhone, blev 39,3 mia. dollar mod ventet 39,0 mia. dollar.

Toplinjen var samtidig også trukket op af et godt salg af iPads, der endte på 7,2 mia. dollar i kvartalet mod ventet 6,6 mia. dollar blandt analytikerne.

På de nedre regnskabslinjer kunne Apple notere sig en indtjening per aktie på 1,40 dollar. Her var konsensus blandt analytikerne inden regnskabet 1,35 dollar.

Aktien steg med 0,7 pct. til 219,80 dollar.

.\\˙ MarketWire