Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Lille comeback efter storudsalg oven på recessionsfrygt

6/8 15:42

Humøret er i bedring på det amerikanske aktiemarked tirsdag, hvor mandagens forskrækkelse har fortaget sig en smule.

Det brede S&P 500-indeks stiger i den indledende handel med 0,4 pct., Dow Jones-indekset øger 0,2 pct., og Nasdaq-indekset går 0,2 pct. frem.

På ugens første dag var der stor uro efter et par skuffende nøgletal fra USA og en renteforhøjelse fra Japan i sidste uge.

Det førte til fald på 2,6-3,4 pct.

Der er ifølge David Waddell, der er chef for Waddell & Associates, tale om en vis lettelse i markedet, efter at den japanske yen er svækket natten til tirsdag.

En stor yen-styrkelse bidrog mandag til den sure stemning, da flere låntagere i yen måtte sælge ud af deres aktiver for at indfri lånene som følge af en renteforhøjelse i Japan.

- Salgspresset har lagt sig, hvilket giver mulighed for stigninger i markedet, hvor nogle købere kommer frem, siger han til Reuters.

PALANTIR NYDER GODT AF AI-HUNGER

Softwareproducenten Palantir har fart på i formarkedet tirsdag efter sit regnskab for andet kvartal, der foruden at slå markedets forventninger også har kastet en opjustering af sig.

Palantir var i andet kvartal understøttet af en fortsat stor efterspørgsel efter kunstig intelligens, AI. Det bidrog til fremgang pænt over markedets forventninger på toplinjen og en endnu mere udtalt positiv overraskelse for indtjeningen.

Det nedre spænd af forventningerne til tredje kvartal og for helårsprognosen overstiger markedets forventninger.

Aktien stiger 12,1 pct.

Også cybersikkerhedsselskabet Crowdstrike, der for nogle uger siden blev kendt vidt og bredt efter et globalt it-nedbrud, går en grøn start i møde.

It-nedbruddet gik ikke ubemærket hen for investorerne, der har kvitteret med et samlet kursfald på 35 pct. Det er ikke noget dårligt tidspunkt at købe op i aktien, vurderer børshuset Piper Sandler, der ifølge Bloomberg News har løftet anbefalingen til "overvægt".

Crowdstrike øger 2,2 pct.

CATERPILLAR LEVERER MED STRATEGI

Caterpillar, der producerer store entreprenørmaskiner, har overrasket positivt med sit regnskab for andet kvartal, hvor strategien om en langsigtet bæredygtig vækst blev efterlevet.

Selskabet, der ligesom danske FLSmidth leverer maskiner til mineindustrien, skuffede ganske vist med omsætningen i andet kvartal, men det blev opvejet med den justerede indtjening per aktie, der var væsentligt over konsensus.

Aktien stiger 0,2 pct.

Kørselsplatformen Uber stiger samtidig 5,3 pct., efter at selskabets regnskab for andet kvartal var noget bedre end konsensus blandt analytikerne.

Ubers justerede driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, voksede i kvartalet med 71 pct. til 1,57 mia. dollar mod ventet 1,5 mia. dollar, og nettooverskuddet voksede til 1,02 mia. dollar fra 0,4 mia. dollar i samme periode året før.

GOOGLE OG APPLE I FOKUS EFTER DOM

Søgemaskinen Google, der ejes af Alphabet, har brudt amerikanske konkurrencelov ved at betale smartphone-producenter for at være standardvalget ved internetsøgninger.

Det har en domstol i delstaten Washington afgjort.

Alphabet har betalt 26 mia. dollar til smartphone-producenter som Apple for at være standardsøgemaskine. Det har hæmmet konkurrencen, lyder afgørelsen. Aktien bakker 0,3 pct.

Imens falder Apple, der ifølge Bloomberg News risikerer at skulle tilbagebetale penge fra Google, med 1,7 pct.

Til gengæld er der fremgang til teknologigiganten Nvidia, der mandag led særligt under den tyngede stemning.

Aktien har siden fremkomsten af kunstig intelligens nydt store stigninger, men begejstringen har igennem den seneste tid lagt sig en smule.

Tirsdag stiger aktien 4,3 pct. efter et dyk på 6,4 pct. mandag.

.\\˙ MarketWire