Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Nervøsiteten holdt igen sit indtog med slag til aktierne

8/8 06:32

Det endte onsdag med endnu en blodtud til Wall Street onsdag efter en grøn åbning.

Det var en ringe auktion af statsobligationer for 42 mia. dollar svarende til 287 mia. kr. på tiårige statsobligationer, der tog modet fra investorerne.

Det endte med et fald til S&P 500-indekset på 0,8 pct., det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt 1,1 pct., mens Dow Jones gik 0,6 pct. tilbage.

For Nasdaq-indekset står det til at lysne torsdag. Her peger futuren for det mindre indeks Nasdaq 100 op med 0,3 pct., mens S&P 500 og Dow Jones indikeres uændret frem mod amerikansk børsåbning klokken 15.30.

Skiftet fra plus til minus understreger skrøbeligheden i aktiemarkedets opsving i kølvandet på historisk volatilitet. Hos Nationwide siger Mark Hackett, at de seneste begivenheder har været en "masterclass" i, hvordan følelser kan dominere bevægelsen på markederne.

- Aktier er fortsat sårbare. Der er brug for flere beviser for en bund for at "ophidse tyrene" igen. Overordnet forbliver stemningen uklar. Ikke mange var sikre nok til at købe på mandagens fald - især med amerikanske inflationstal i næste uge, siger Fawad Razaqzada fra City Index og Forex.com til Bloomberg News.

Den ellers gammelkendte aktiedarling Nvidia førte an i faldene i de teknologitunge vækstsektorer, de såkaldte megacaps. Super Micro Computer gik markant tilbage efter meldingen om en skuffende indtjening.

Mandagens flossede nerver blev revet op igen, hvor store fald blev grundlagt af en øget bekymring for amerikansk recession.

Onsdag så markederne ellers lysere på tingene blandt andet på impulser fra Japan, hvor den japanske centralbank, Bank of Japan, vil opretholde en ultraløs pengepolitik, hvilket svækker yen. De store fald mandag blev kædet sammen med, at Bank of Japan hævede renten i sidste uge, hvilket førte til storudsalg på de finansielle markeder.

MEGACAPS I FALD

It-kæmpen Nvidia faldt 5,1 pct., og Tesla trak 4,5 pct. fra.

Faldene blev dog markant overgået af Super Micro Computer, der styrtdykkede 20,3 pct., efter at serverproducenten, der har været på himmelflugt de senere år på baggrund af store forventninger til AI, skuffede i sit regnskab med indtjeningsevnen.

Finanshuset Keybanc fremhæver Super Micros svage bruttomargin, der var drevet af forsyningskædebegrænsninger inden for flydende køling og et stort kundemix.

Super Micro har et samarbejde netop med AI-kongen Nvidia.

DISNEY I FALD TRODS OPJUSTERING

Disneys film- og streamingtjenester går frem - modsat går det mindre godt for forlystelsesparkerne, hvor overskuddet falder.

Forlystelseskoncernens regnskab viste, at streamingtjenesten, som indeholder Disney+ samt Hulu og ESPN+, for første gang er gået i plus. Det sker et kvartal før ventet, og det gav anledning til opjusterede forventninger for resten af året.

Aktien faldt dog 3,8 pct.

REGNSKABER I EN LIND STRØM

Boligudlejningsplatformen Airbnb skuffede med omsætningsprognosen for tredje kvartal, hvilket blev straffet af investorerne, der sendte aktien ned med 14,9 pct.

Yderligere advarede Airbnb også om aftagende efterspørgsel fra amerikanske feriegæster.

Amgen leverede i andet kvartal lidt bedre end ventet salg, og samtidig meddelte medicinalselskabet, at det planlægger at øge udgifterne på sit fedmemedikament, selv om det ikke kom med nogen nye data for stoffet.

En lidt svagere indtjening end ventet og en skuffende udvikling for det storsælgende medikament Enbrel var med til at skubbe aktien ned med 5,1 pct.

Og Novos amerikanske notering endte 8 pct. lavere, efter at den danske medicinalkæmpe skuffede med salget af storsællerterne Ozempic og Wegowy i andet kvartal.

.\\˙ MarketWire