Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Novo ramt af gevinsthjemtagning i positiv start

12/8 09:13

Novo Nordisk har mandag lagt sig i bunden af det danske C25-indeks efter en stærk slutspurt oven på en begivenhedsrig sidste uge.

C25-indekset har indledt ugen med en stigning på 0,6 pct. til 1956,22 med fremgang til 24 af eliteindeksets 25 aktier.

Hvor kalenderen synes tom mandag, er den anderledes regnskabsspækket resten af ugen, hvor i alt ni C25-selskaber gør status for andet kvartal.

Tirsdag skal C25-selskaberne ISS og Pandora i ilden med deres regnskaber for andet kvartal, og onsdag venter endnu flere regnskaber, når Vestas, Carlsberg og Demant i C25 og DFDS og Netcompany uden for eliteindekset fremlægger kvartalstal.

NOVO RAMT AF GEVINSTHJEMTAGNING

Novo Nordisk falder mandag mest blandt de danske eliteaktier uden selskabsspecifikke nyheder.

Det danske medicinalselskab havde sidste uge en hæsblæsende uge. Onsdag fremlagde Novo regnskab for sit andet kvartal, der ikke faldt i investorernes smag, da salget af Wegovy og Ozempic ikke kunne leve op til markedets forventninger.

Både torsdag og fredag nød aktien til gengæld pæne stigninger, efter at den amerikanske rival Eli Lilly fremlagde et overbevisende regnskab, der fik den amerikanske medicinalkoncern forfremmet til foretrukken medicinalaktie hos børshuset Morgan Stanley.

Novo falder mandag 1,6 pct. til 904,10 kr. efter plusser på henholdsvis 4,3 og 6,3 pct. torsdag og fredag.

NYE KURSMÅL TIL GN OG COLOPLAST

Coloplast har fået løftet kursmålet til 905 kr. fra 865 kr. hos investeringsbanken Carnegie, der gentager sin anbefaling "hold".

Medicoaktien stiger 0,9 pct. til 890,40 kr.

GN har fået sat kursmålet ned til 215 kr. fra 250 kr. hos Nordea, viser data fra Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "køb".

GN stiger 0,1 pct. til 173,85 kr.

Alm. Brand har indgået et partnerskab med bilimportøren K.W. Bruun. Som led i aftalen vil forhandlere af importørens bilmærker fremover kunne tilbyde Alm. Brands forsikringer til kunderne.

Forsikringsaktien går frem med 0,5 pct. til 12,70 kr.

SIF OPJUSTERER

Silkeborg IF nærmer sig et salg af spilleren Alexander Lucas Lind Rasmussen, og derfor har klubbens ejer opjusteret forventningerne til årsresultatet før eventuel dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat til 52-60 mio. kr. fra 25-33 mio. kr.

Fodboldklubben stiger 4,7 pct. til 27 kr.

Weekenden har budt på flere kampe i Superligaen for de danske børsnoterede selskaber. Her sikrede Parkens FC København sig en sejr over Sønderjyske, mens Brøndby IF måtte se sig slået af aarhusianske AGF.

Parken bakker 0,9 pct. til 112 kr., og Brøndby IF dykker 3,0 pct. til 0,58 kr., mens AGF handles uændret til 0,60 kr.

.\\˙ MarketWire