Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Novo ramt af gevinsthjemtagning i grønt C25 - Genmab stiger

12/8 11:22

Novo Nordisk indtager mandag bunden af det danske C25-indeks efter en stærk slutspurt oven på en begivenhedsrig sidste uge.

C25-indekset har indledt ugen med beskeden en stigning på 0,3 pct. til 1949,79 med fremgang til 17 af eliteindeksets 25 aktier.

Ifølge Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, er markedet præget af en let afventende stemning frem mod større begivenheder senere på ugen. Samtidig puster handlerne ud oven på en turbulent uge.

- Der er små plusser over de fleste markeder i Europa, og den tendens følger vi meget godt herhjemme. Der er ro på, men det bliver en uge med en masse regnskaber og et par vigtige nøgletal. Der vil særligt blive holdt øje med dem for den amerikanske økonomi, hvor der har været en opblusset frygt for recession, siger han og retter særligt fokus mod onsdagens inflationstal.

Hvor kalenderen synes tom mandag, er den altså anderledes regnskabsspækket resten af ugen, hvor i alt ni C25-selskaber gør status for andet kvartal.

Tirsdag skal C25-selskaberne ISS og Pandora i ilden med deres regnskaber for andet kvartal, og onsdag venter endnu flere regnskaber, når Vestas, Carlsberg og Demant i C25 og DFDS og Netcompany uden for eliteindekset fremlægger kvartalstal.

NOVO RAMT AF GEVINSTHJEMTAGNING

Novo Nordisk falder mandag mest blandt de danske eliteaktier uden selskabsspecifikke nyheder.

Det danske medicinalselskab havde sidste uge en hæsblæsende uge. Onsdag fremlagde Novo regnskab for sit andet kvartal, der ikke faldt i investorernes smag, da salget af Wegovy og Ozempic ikke kunne leve op til markedets forventninger.

Både torsdag og fredag var aktien til gengæld begunstiget med pæne stigninger, efter at den amerikanske rival Eli Lilly fremlagde et overbevisende regnskab, der fik den amerikanske medicinalkoncern forfremmet til foretrukken medicinalaktie hos børshuset Morgan Stanley.

Novo falder mandag 1,8 pct. til 901,70 kr. efter plusser på henholdsvis 4,3 og 6,3 pct. torsdag og fredag.

I toppen går det bedre for både Bavarian Nordic og Genmab, der siger henholdsvis 3 pct. til 197,80 kr. og 2,3 pct. til 1846 kr.

- Genmab har en god dag, men det kan være i kølvandet af den bevægelse, man så på regnskabsdagen, konstaterer Martin Munk, efter at selskabet fredag opjusterede salgsforventningerne.

- Vi har set positive kommentarer efterfølgende, og så er det fair, at den laver et comeback, siger han.

NYE KURSMÅL TIL GN OG COLOPLAST

Coloplast har fået løftet kursmålet til 905 kr. fra 865 kr. hos investeringsbanken Carnegie, der gentager sin anbefaling "hold".

Medicoaktien stiger 0,9 pct. til 890,40 kr.

GN har fået sat kursmålet ned til 215 kr. fra 250 kr. hos Nordea, viser data fra Bloomberg News.

Anbefalingen er fortsat "køb".

Aktien falder 0,4 pct. til 172,95 kr.

Alm. Brand har indgået et partnerskab med bilimportøren K.W. Bruun. Som led i aftalen vil forhandlere af importørens bilmærker fremover kunne tilbyde Alm. Brands forsikringer til kunderne.

Forsikringsaktien går frem med 0,4 pct. til 12,69 kr.

SIF OPJUSTERER

Silkeborg IF nærmer sig et salg af spilleren Alexander Lucas Lind Rasmussen, og derfor har klubbens ejer opjusteret forventningerne til årsresultatet før eventuel dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat til 52-60 mio. kr. fra 25-33 mio. kr.

Fodboldklubben stiger 4,7 pct. til 27 kr.

Weekenden har budt på flere kampe i Superligaen for de danske børsnoterede selskaber. Her sikrede Parkens FC København sig en sejr over Sønderjyske, mens Brøndby IF måtte se sig slået af aarhusianske AGF.

Parken bakker 0,4 pct. til 112,50 kr., og Brøndby IF dykker 0,3 pct. til 0,58 kr., mens AGF stiger 3 pct. til 0,6 pct.

.\\˙ MarketWire