Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Vestas og Pandora tog teten i grønt C25

13/8 17:03

Vestas og Pandora kørte parløb i toppen af et grønt dansk eliteindeks tirsdag, hvor en lavere end ventet vækst i de amerikanske producentpriser var med til at løfte stemningen.

Vindmølleproducenten genvandt noget af mandagens tabte terræn, mens smykkekoncernen var ombejlet efter mandagens sene opjustering og regnskab.

Samlet set lukkede C25-indekset med en solid stigning på 1,3 pct. i 1951,79. Faldet fulgte et dyk på 0,9 pct. mandag med et solidt pres fra en hårdt ramt Vestas-aktie.

- Man kan sige, at det jo er blevet lidt mere selskabsspecifikt nu, hvor vi er kommet ind i regnskabssæsonen. Og det er nok stadigvæk Vestas, der trækker de fleste overskrifter efter den noget overraskende melding, de kom med omkring serviceforretningen mandag, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Mandagens negative kursreaktion på 7,8 pct. for Vestas synes Danske Banks chefhandler dog er lidt for voldsom.

- Men omvendt vil jeg også sige, at markedet nok lidt har glemt den usikkerhed, der trods alt ligger i at lave kontrakter med op til en 35-årig levetid, som der er i serviceforretningen, vurderer Mads Zink.

Vestas annoncerede tirsdag også fem ordrer med en samlet kapacitet på 404 MW.

Aktien fandt igen sine ben tirsdag, og aktien steg 3,5 pct. til 157,60 kr. forud for onsdagens endelige regnskab for andet kvartal.

Tirsdag eftermiddag fik aktiestemningen et skud vitaminer, da den amerikanske producentprisopgørelse for juli viste en årsvis vækst på 2,2 pct. mod en ventet vækst på 2,3 pct.

Det sendte renterne nedad, hvilket også var med til at hjælpe rentefølsomme aktier såsom Ørsted, der steg 1,6 pct. til 424 kr.

PANDORAS OPJUSTERING TIL EN SØLVMEDALJE, MENER CITI

Pandora steg 3,7 pct. til 1079 kr., efter at smykkekoncernen mandag kort efter børslukketid leverede en opjustering i det tidlige regnskab for andet kvartal, der ellers først var stillet i udsigt tirsdag morgen.

Tallene vidnede om et solidt kvartal, men ifølge investeringsbanken Citi var meldingen kun til en sølvmedalje, ikke til guld, fordi Pandora ikke samtidig hævede sin prognose for indtjeningsmarginen, ligesom det sammenlignelige salg i USA var "blødere" end ventet.

Hos både Sydbank og Saxo Bank ser man også regnskabet som godkendt, hvor sidstnævntes Oskar Bernhardtsen især fremhæver den positive overraskelse i betragtning af det globale klima hos detailselskaberne.

ISS LØFTER NEDRE ENDE AF VÆKSTPROGNOSE

For ISS har første halvår budt på lavere indtjening end ventet, men højere omsætning. Og indtjeningen vægtede angiveligt tungest hos markedet, der sendte aktien 0,6 pct. ned i 125 kr.

For hele 2024 løfter ISS også bunden af sin prognose for den organiske vækst til 5-6 pct. fra tidligere ventet 4-6 pct. Driftsmarginen ventes uændret at lande på en margin over 5 pct.

Midtpunktet af det nye spænd for den organiske vækst i 5,5 pct. er også hvad analytikerne havde estimeret.

Fedmeduoen Zealand Pharma og Novo Nordisk var godt kørende med plusser på henholdsvis 3,8 pct. til 910,50 kr. og 2,4 pct. til 914,30 kr.

.\\˙ MarketWire