Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vestas-direktør efter periode med dårlige kontrakter: Ser normaliseret situation i 2025

14/8 10:39

Vindmølleproducenten Vestas er ved at have arbejdet sig igennem bunken af "dårlige kontrakter", og i 2025 vil selskabet være tilbage i det, som finansdirektør Hans Martin Smith kalder for en normaliseret situation på den front.

Hvad er der egentlig tilbage af dårlige kontrakter i ordrebogen?

- Der er nogle tilbage stadigvæk i år. Men det, vi bekræfter igen, er, at når vi går ind i 2025, så er vi tilbage i en normaliseret situation, hvor vi ikke vil have unormalt mange kontrakter af den karakter.

- I en forretning som vores vil du altid have, hvad skal vi sige, gode og dårlige projekter i et omfang, men når vi kommer ind i 2025, så har vi arbejdet os ud af den unormale situation, vi var i tidligere, siger Hans Martin Smith i et interview med MarketWire.

Vil det så sige, at alt, hvad I skal levere i 2025, er overskudsgivende kontrakter?

- Ja individuelt på de kontrakter, vi har, der er det i sagens natur kontrakter, som giver overskud, det er sådan det fungerer. Det er klart, at der kan være nogle kvartaler, som er små. Vi har noget sæson i vores forretning, og det betyder, at gruppetallene stadig godt kan se anderledes ud, men det må vi se på, når vi kommer til 2025.

- Men grundlæggende, så er vi fint tilfredse med de kontrakter, vi har liggende og skal eksekvere på i 2025.

I de senere år har Vestas arbejdet på at få bedre møllepriser i kontrakterne, hvilket har været afgørende for at løfte rentabiliteten i selskabets Power Solutions-forretning, som omfatter salget af vindmøllerne.

Regnskabet for andet kvartal onsdag viser da også en markant forbedring i den del af forretningen hos Vestas.

- Vores Power Solutions-segment har performet ret godt og har leveret et ret stærkt andet kvartal på mange punkter. Udviklingen viser, at vores turn-around er på sporet.

Omsætningen i Power Solutions steg i andet kvartal med 4 pct. på årsbasis, og driftsmarginen, EBIT, blev forbedret med 8 procentpoint til 0,7 pct.

- Så det er virkelig en historie om noget, der går fremad, konstaterer Hans Martin Smith.

Hvad skal vi forvente fremadrettet i den del af forretningen?

- Med en margin på 0,7 pct. er vi kun lige over 0, og det er jo klart, at vi forventer, at vi stadigvæk viser forbedringer i den del fremadrettet. Det er der ingen tvivl om.

- Forbedringen i forhold til samme kvartal sidste år peger i hvert fald i retning af, at den rejse, vi er på, den foregår i den rigtige hastighed, siger finansdirektøren.

Den primære årsag til fremgangen er de bedre ordrepriser, som stille og roligt er begyndt at fylde mere og mere i ordrebogen.

Men også andre forhold spiller ind.

- At vi har formået at hæve priserne er selvfølgelig en stor del af årsagen til fremgangen, men vores eksekvering er generelt også gået i den rigtige retning.

- Logistikudfordringerne og den slags ting i vores Power Solutions forretning er også færre og mindre, end hvad de var tidligere, og nogle af de risici, som vi tidligere blev ramt af, bliver vi nu ramt af i mindre grad, siger Hans Martin Smith.

.\\˙ MarketWire