Tech-aktier kan have mere benzin i tanken
20/8 06:34
Årets store optur for især teknologiaktierne har potentiale til at fortsætte, og især de selskaber, som kan drage nytte af kunstig intelligens, halvleder- og softwaresektoren kan fortsætte højere.
Sådan lyder vurderingen fra UBS i et notat.
Efter et tilbagefald gennem juli har august budt på et comeback til teknologisektoren, og Nasdaq-indekset ligger nu mere end 10 pct. højere end den seneste "bund" den 5. august, hvorved mere end halvdelen af det tabte i forhold til rekorden den 10. juli er vundet tilbage.
Uroen kan dog vende tilbage, indtil investorerne er forvissede om, at den amerikanske økonomiske opbremsning ikke ender med en recession, advarer den schweiziske investeringsbank, og kommende kursfremgange kan vise sig mere gradvise og afdæmpede end tidligere i år.
- Men vi mener, at opsvinget i teknologiaktier har potentiale til at fortsætte, og vi ser medvind fra både fundamentale forhold og tekniske perspektiver, hedder det.
Her fremhæves det, at selv om investeringerne i kunstig intelligens er eksploderet, så er der mere i vente. UBS peger på, at store teknologiselskaber vil øge deres investeringer som helhed med 43 pct. i 2024. Alligevel ligger investeringerne sat i forhold til omsætningen - i modsætning til den generelle opfattelse - under den historiske top.
- Vores analyse viser, at de store teknologivirksomheders investeringer potentielt kunne stige med så meget som 25 pct. i 2025. Dette er meget højere end konsensusprognoserne, der forudser en stigning på 10-15 pct. Dette stærke udsyn for investeringerne er især positivt for AI-aktører inden for halvlederområdet, skriver UBS.
Den schweiziske bank noterer sig samtidig, at de seneste regnskaber har peget på fortsat fremgang i efterspørgslen fra AI, som anvendes i flere og flere sammenhænge. Et eksempel på det er den taiwanske chipproducent TSMC, som i juli sø en salgsvækst på 45 pct. mod en fremgang på 33 pct. i juni.
Andre virksomheder har sideløbende netop øget investeringsplanerne inden for kunstig intelligens eller kommet med stærke prognoser for efterspørgslen på AI-relaterede produkter. I sidste uge fortalte Walmarts ledelse i forbindelse med kvartalsregnskabet, at anvendelsen af generativ AI har medført produktionsforbedringer.
- Investorpositionering bør samtidig være understøttende.
UBS henviser her til den nylige korrektion i teknologiaktier. Den skyldtes delvist afviklingen af yen-carry trades, hvor investorer har lånt penge i den japanske valuta til meget lave renter og placeret dem i de store amerikanske teknologiselskaber. Da renten i Japan blev sat op, betød det, at den par-handel blev mindre attraktiv, og store positioner blev afviklet og er ifølge data nu næsten helt væk.
- Andre data viser, at både hedgefonde og detailinvestorer igen går ind i markedet, mens virksomheders aktietilbagekøb snart bør stige, når regnskabssæsonen afsluttes.
.\\˙ MarketWire