Bavarian taber højde - stor usikkerhed om mulighederne i mpox
21/8 10:03
De voldsomme kursudsving i Bavarian Nordic-aktien fortsætter onsdag morgen, hvor aktien efter en times handel er faldet med 7,7 pct. til 247,10 kr.
Nedturen følger et kursfald på 7,6 pct. i den amerikanske ADR-notering tirsdag aften, men også en gigantisk stigning i sidste uge, hvor aktien samlet gik frem med over 47 pct. til 283,50 kr.
Verdenssundhedsorganisationen WHO erklærede i sidste uge en global sundhedskrise som følge af udbrud med mpox-udbruddet i Afrika, og det har tilsyneladende fået investorer til at tro på, at der er flere nye ordrer på vej på Bavarians mpox-vaccine.
Siden sidste uges markante optur er det dog blevet til fald også mandag og tirsdag på henholdsvis 4,6 pct. og 1 pct.
Hos Nordnet peger investeringsøkonom Per Hansen på, at den voldsomme kursstigning i sidste uge til tæt ved kurs 300 kun kan holde på kort sigt, hvis Bavarian får en række ordrer på sin mpox-vaccine i hus.
- Der er stor spænding forud for regnskabet i morgen, som investorerne håber kan give lidt mere klarhed over mulighederne i mpox. Det er dog ikke givet, at investorerne bliver meget klogere. Ordrer handler om den fremtid, som stadig er meget uvis, skriver Per Hansen i en kommentar.
.\\˙ MarketWire
