Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Økonomer: Powell åbner døren på vid gab for rentenedsættelse

23/8 16:34

Der er i den grad lagt op til rentenedsættelser, når den amerikanske centralbank til september holder sit næste rentemøde.

Det er konklusionen fra flere økonomer efter fredagens tale fra Federal Reserve-chefen Jerome Powell.

Her lød det blandt andet, at "det er på tide at justere pengepolitikken".

- Powell vurderer, at det er tid til at justere pengepolitikken - det vil sige sænke renten. Det er det klareste signal om, at Federal Reserve er på vej med en rentenedsættelse på mødet den 18. september. Powell understreger, at tidspunktet og tempoet i rentenedsættelserne vil afhænge af data, og dermed er Federal Reserve stadig dataafhængig, men det vil være en stor overraskelse, hvis Federal Reserve ikke sænker renten på mødet i september, lyder den umiddelbare vurdering fra Kim Fæster, chefanalytiker hos Jyske Bank, i en kommentar.

Også Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital, ser dagens tale som en klar indikation på, at renten bliver sænket til september.

- Han holder dog fast i, at antallet af rentenedsættelser afhænger af den økonomiske udvikling over de kommende måneder. Et klarere signal om en rentenedsættelse på næste møde i september kan man næsten ikke få, lyder det fra Mikael Olai Milhøj.

Spørgsmålet er så, om rentenedsættelsen bliver på 25 eller 50 basispoint, og her var der til gengæld ikke klare indikationer fra Jerome Powell.

Hos Jyske Bank ventes der en sænkning på 25 basispoint. I markedet indregnes der en sandsynlighed på cirka 30 pct. for en stor rentenedsættelse på 50 basispoint.

- Det har den amerikanske centralbank aldrig gjort uden for en økonomisk krise, og derfor er det også svært for mig at se, at den amerikanske centralbank vil gøre det i denne omgang, vurderer Mikael Olai Milhøj.

.\\˙ MarketWire