Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Plusdag hjulpet af Powell med DSV i bund og Unibrew i top

23/8 17:04

Rygter om en skærpet budkrig i kampen om tyske DB Schenker sendte fredag DSV ned i den tunge ende af C25-indekset, mens Unibrew trak fra i toppen efter sit regnskab sent torsdag.

DSV faldt, efter at Bloomberg News rapporterede, at DSV har budt på den høje side af 104 mia. kr. for det tyske transportselskab. Samtidig forlød det, at kampen er tæt i forhold til den anden byder, CVC Capital.

C25-indekset endte med et plus på 0,2 pct. i 1972,43. Sidste fredag lukkede det i 1974,11 og var således stort set uændret fra sidste fredag.

Inden den amerikanske centralbankschef Jerome Powell holdt tale i Jackson Hole fredag eftermiddag var indekset ellers i rødt. I talen bekræftede han dog udsigterne til en rentenedsættelse til september, hvilket blev taget godt imod af investorerne, og fik stemningen til at vende.

- Powells tale var absolut til den dueagtige side, og han åbner døren på vid gab for en rentenedsættelse. Det presser renterne ned, løfter aktierne og svækker dollar, vurderer chefanalytiker i Jyske Bank Kim Fæster.

Samme toner lød fra kollegaen i Sydbank, Søren Kristensen:

- Powell siger, at tiden nu er inde til at sætte renten ned. Så klart et signal får man sjældent fra en centralbanken.

I toppen endte Royal Unibrew, der har aflagt et overbevisende regnskab for andet kvartal. Uden for C25 buldrede ALK-Abelló markant frem efter en opjustering torsdag aften.

DSV FORTSAT MED KAMPEN

DSV er fortsat med i kampen om tyske DB Schenker, men konkurrencen er skarpere end ventet: Det sendte aktien ned med 2,1 pct. til 1235 kr.

Ifølge Bloomberg News' anonyme kilder har den danske logistikkæmpe budt 14 mia. euro svarende til mere end 104 mia. kr. Det har CVC Capital Partners også, og med muligheden for at løfte buddet til 16 mia. euro.

Endvidere skulle CVC, der står i spidsen for et konsortium bestående af kapitalfonden GIC fra Singapore og statsfonden Abu Dhabi Investment Authority, have tilbudt den tyske regering at geninvestere 3 mia. euro i DB Schenker mod et ejerskab på 25 pct. af logistikselskabet.

Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen skønner dog, at DSV fortsat er favorit, men anerkender at vinderchancen er faldet.

- Aktien falder, fordi sandsynligheden er faldet en smule, siger han og tilføjer, at kapløbet er tættere, end investorerne havde regnet med.

I bunden havde DSV selskab af Ambu, der uden selskabsspecifikt nyt faldt 2,3 pct. til 146,50 kr.

UNIBREW LØFTEDE BUNDEN AF FORVENTNINGER

Royal Unibrew nøjedes i sit regnskab torsdag efter lukketid med at præcisere sine forventninger til den øvre ende af den tidligere prognose. Bryggeriet ser nu et driftsresultat, EBIT, på 1950-2025 mio. kr. mod tidligere ventet 1875-2025 mio. kr.

Det sendte aktien til tops i C25 med en stigning på 6,2 pct. til 542 kr.

I toppen lå også Ørsted uden selskabsspecifikt nyt, mens Rockwool kører videre efter torsdagens regnskab med en stigning på 2,4 pct. til 2838 kr. efter en mere beskeden stigning torsdag på 0,4 pct.

REGNSKABER FRA SELSKABER UDEN FOR C25

Der har været regnskabsnyt fra ALK-Abelló, Scandinavian Tobacco Company og SP Group.

ALK slog i andet kvartal klart analytikernes forventninger efter massiv medvind til tabletsalget i Europa. Samtidig har allergivaccineselskabet løftet forventningerne for anden gang på bare to måneder.

For hele 2024 venter ALK nu omsætningsvækst på 14-16 pct. mod tidligere 12-15 pct. målt i lokal valuta. Driftsmarginen målt på EBIT-niveau ses nu lande på 19-21 pct. mod tidligere 18-20 pct.

Regnskabet og opjusteringen har også fået både Nordea og DNB til at løfte deres kursmål for aktien. Nordea hæver med en tier til 172 kr. og gentager anbefalingen "køb". DNB løfter til 190 kr. fra 165 kr. , og anbefalingen forbliver "køb".

ALK-aktien steg 12,2 pct. til 180,80 kr.

Scandinavian Tobacco Group leverede også halvårstal torsdag efter børslukketid, og her blev forventninger til hele året fastholdt. Tobaksaktien endte 6,7 pct. højere i 108,20 kr.

Også plastkoncernen SP Group har fremlagt regnskabstal, og her bliver forventningerne samtidig opjusteret.

Der ventes nu en omsætningsvækst på 8-18 pct., en EBITDA-margin på 19-21 pct. og en resultatmargin før skat (EBT) på 11-13 pct.

Aktien steg 12,5 pct. til 266 kr.

.\\˙ MarketWire