Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: GN og Zealand trak mest ned i let negativ start på ugen

26/8 17:07

GN, Zealand Pharma og Ambu faldt mest, da handelsugen mandag blev indledt med et mindre fald til C25-indekset. Det skete uden større udsving blandt hverken enkeltaktierne eller på indeksniveau.

I den anden ende fik DSV en puster efter fredagens nedtur, og allerøverst var rederiet Torm understøttet af en klar stigning i oliepriserne.

Ellers var det så som så med de store nyheder, og markedet lod sig heller ikke påvirke stort af, at chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, fredag aften gjorde det klart, at Federal Reserve nu er klar til sænke renten til september.

Det nåede allerede at smitte positivt af fredag, men mandag var effekten så godt som ikke eksisterende, da markedet også allerede havde indregnet rentesænkningen.

- Det er efterdønningerne fra det her meget vigtige Federal Reserve-møde i Jackson Hole. Det tog markedet pænt imod og sluttede rimelig stærkt. Så det skal ses lidt i det lys, at vi lige falder en lille smule tilbage herhjemme, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til MarketWire.

C25-indekset endte med et fald på 0,4 pct. til 1963,98.

NOVONESIS IKKE PÅVIRKET AF SÆNKET ANBEFALING

Blandt eliteaktierne trak GN, Zealand Pharma og Ambu mest ned med fald på henholdsvis 3,6 pct. til 158,75 kr., 2,8 pct. til 848 kr. og 2,7 pct. til 142,50 kr.

Også Mærsk-aktierne var i den røde kolonne med et fald på 1,9 pct. til 10.370 kr. for B-aktien og et dyk på 1,6 pct. til 10.160 kr. for A-aktien.

Ambu kunne ellers notere sig et løftet kursmål hos SEB, der har skruet op til 160 kr. fra 135 kr., samtidig med at anbefalingen er fastholdt på "hold".

For de tre andre var der ingen større selskabsspecifikke nyheder at registrere mandag.

Novonesis, der er aktuel med regnskab på onsdag, lod sig desuden ikke trække ned af, at Carnegie har sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb".

Kursmålet er også samtidig løftet til 490 kr. fra 390 kr. efter en god periode for aktien, der har givet et afkast på over 20 pct. i år, når man medregner udbytte.

Novonesis sluttede mandag 0,4 pct. højere i 450,70 kr.

Øverst på C25-kransekagen var Torm, som steg med 1,1 pct. til 258 kr.

Her spiller det ind, at oliepriserne igen steg pænt mandag, hvor prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, ved lukketid var oppe med knap 3 pct. for dagen.

Blandt de små aktier var der en klar stigning til Aquaporin, som fik løftet sit kursmål hos Danske Bank til 35 kr. fra 30 kr. og gentaget anbefalingen "køb".

Aktien steg med 10,2 pct. til 27,10 kr.

Til gengæld faldt Bioporto med 5,7 pct. til 2,08 kr., efter at det amerikanske finanshus HC Wainwright sænkede sit kursmål med 40 pct. til 3 kr. fra 5 kr.

.\\˙ MarketWire