Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Bavarian og Carlsberg til tops i grønt marked

27/8 11:29

Bavarian Nordic har tirsdag lagt sig i spidsen af eliteindekset efter en ny godkendelse af selskabets koppevaccine og Carlsberg er også i høj kurs forud for Britvics afstemning om den danske bryggerigigants opkøb.

Ved 11.15-tiden ligger eliteindekset, C25, med en fremgang på 0,2 pct. i 1968,14, hvor 16 af de 25 aktier er i grønt.

- UK havde lukket mandag og det smittede negativt af på resten af markederne. Så det var sådan en meget stille dag i går, og det er også lidt det, det starter som herhjemme i dag, udtaler Danske Banks chefhandler Mads Zink til MarketWire.

Han forklarer, at der ikke skete så meget mandag aften i USA, og at handlen tirsdag i store træk afspejler en fortsættelse af den tendens.

Uden for eliteindekset falder NNIT, Green Hydrogen og Green Mobility, der alle er kommet med regnskab for andet kvartal.

Bavarian Nordic ligger med en stigning på 2,2 pct. til 279,40 kr., efter at selskabet har fået godkendt sin koppe- og mpox-vaccine Jynneos af lægemiddelmyndighederne i Singapore.

CARLSBERG I FOKUS FREM MOD BRITVIC-AFSTEMNING

Carlsberg, der løftes 1,8 pct. til 779 kr., er i fokus tirsdag, da ejerne af det britiske opkøbsmål Britvic ifølge Mads Zink klokken 12.15 tirsdag skal stemme om, om Carlsberg skal være den nye ejer.

Yderligere har Danske Bank også været ude at gentage den positive anbefaling "køb" og kursmålet på 1100 kr., da der spekuleres i, at opkøbet af Britvic vil kunne sikre den danske koncern flere Pepsi-tappekontrakter i de efterfølgende 12 måneder efter overtagelsen.

REBALANCERING AF KAX-CAP

Fire aktier C25-indekset kan blive påvirket af den såkaldte KAX-CAP-rebalancering, der ventes gennemført på fredag, fortæller Mads Zink. Det dækker over, at vægtningen af forskellige aktier bliver ændret.

- Det er kvartalsvise rebalanceringer, og der er nogle rigtig store nogle, hvor det tyder på, at Novonesis og Coloplast bliver vægtet relativt meget op, og selskaber som Mærsk og DSV bliver vægtet relativt meget ned, som det ser ud lige nu, udtaler chefhandleren.

Tirsdag ligger Novonesis, der aflægger regnskab onsdag morgen, med et fald på 1,3 pct., mens Coloplast løftes 0,6 pct. DSV og Mærsks B-aktie stiger begge med 0,8 pct.

HØREAPPARATNYT FRA SCHWEIZ

De danske høreapparatproducenter får tirsdag nyt fra Schweiz, hvor Sonova holder kapitalmarkedsdag. Her er fokus på det nye topprodukt, Phonak Audéo Sphere Infinio.

GN ligger med et plus på 0,8 pct. i 159,95 kr., mens Demant omvendt falder 1,0 pct. i 275,10 kr.

NNIT LEVEREDE FREMGANG

IT-selskabet NNIT, der blev spundet ud af Novo Nordisk for år tilbage, fik fremgang i andet kvartal af 2024.

Kvartalet bød på vækst på tværs af it-selskabets regnskabsposter. Der blev vundet markedsandele i alle regioner på nær USA og en trecifret millionkontrakt blev landet i Danmark.

- Det er en case, som vi synes er ret spændende, og vi synes også, at det er interessant, at den har en højere vækst end de fleste andre konkurrerende selskaber i sektoren, siger Mads Zink, der pointerer, at det faktisk er et af de billigste i sektoren.

Investorerne er dog ikke helt så begejstrede, da de sender NNIT-aktien ned med 3,8 pct. til 102,60 kr.

Green Hydrogen Systems mere end fordoblede omsætningen i første halvår, mens underskuddet endte på 212 mio. kr. mod et minus på 200 mio. kr. i første halvår sidste år.

Green Hydrogen Systems falder 2,6 pct. til 6,78 kr.

Aktien i udlejningsbilfirmaet Greenmobility dykker endnu mere med 4,8 pct. til 27,60 kr. efter sit regnskab for andet kvartal, der bød på et underskud på 10,7 mio. kr.

SP Group stiger derimod 5,3 pct. til 279 kr., efter at have fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos investeringsbanken Carnegie. Kursmålet er samtidig forhøjet til 305 kr. fra 245 kr.

.\\˙ MarketWire