Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Novonesis vendte minus til plus efter opjustering

27/8 17:04

Minus blev vendt til plus for Novonesis tirsdag eftermiddag, da enzymkoncernen leverede en opjustering og et fremrykket regnskab.

Carlsberg-aktien sluttede med fremme i C25-feltet efter flere positive analytikerkommentarer.

Samlet set gik eliteindekset, C25, frem med 0,4 pct. til 1972,71 på en dag, hvor 20 ud af indekset 25 aktier sluttede i grønt.

- Storbritannien havde lukket mandag, og det smittede negativt af på resten af markederne, udtaler Danske Banks chefhandler Mads Zink til MarketWire.

Han forklarer, at der ikke skete så meget mandag aften i USA, og at handlen tirsdag i store træk afspejler en fortsættelse af den tendens.

NOVONESIS OPJUSTERER

Novonesis opjusterede forventningerne efter stærk organisk vækst opgjort proforma i andet kvartal. Også indtjeningen var bedre end ventet.

Det fremgik af et tidligt regnskab fra koncernen, der består af det gamle Chr. Hansen og Novozymes efter en vellykket fusion. Selve regnskabet skulle ellers først være offentliggjort onsdag morgen.

På toplinjen nåede Novonesis en organisk salgsvækst på 10 pct. i andet kvartal, hvor analytikerne ventede 9,2 pct.

Den justerede driftsindtjening på 685,8 mio. euro var også bedre end de ventede 678,9 mio. euro.

Novonesis-aktien vendte med opjusteringen et minus på cirka 1 pct. til en fremgang ved lukketid på 1,0 pct. til 455 kr.

CARLSBERG FIK POSITIVT NYT FRA ANALYTIKERKORPSET

Carlsberg-aktien lukkede med et plus på 2,4 pct. i 783,80 kr., efter at finanshuset Bank of America har vurderet, at bryggeriaktien handles med en "ubegrundet" rabat i forhold til de europæiske forbrugsvareaktier.

Finanshuset gentog anbefalingen "køb", men sænkede samtidig kursmålet til 1100 kr. fra 1140 kr.

Samme kursmål og anbefaling blev gentaget hos Danske Bank, der spekulerer i, at opkøbet af Britvic vil kunne sikre den danske koncern flere Pepsi-tappekontrakter i de efterfølgende 12 måneder efter overtagelsen.

Tirsdag over middag godkendte Britvics aktionærer med et stort flertal Carlsbergs overtagelse.

REBALANCERING AF KAX-CAP

Fire aktier i C25-indekset kan blive påvirket af den såkaldte KAX-CAP-rebalancering, der ventes gennemført på fredag, fortæller Mads Zink. Det dækker over, at vægtningen af forskellige aktier bliver ændret.

- Det er kvartalsvise rebalanceringer, og der er nogle rigtig store nogle, hvor det tyder på, at Novonesis og Coloplast bliver vægtet relativt meget op, og selskaber som Mærsk og DSV bliver vægtet relativt meget ned, som det ser ud lige nu, udtaler chefhandleren.

Coloplast steg tirsdag 0,2 pct. DSV blev løftet 0,1 pct., mens Mærsks B-aktie endte 0,1 pct. højere.

NOVO FIK FEDMENYT FRA ELI LILLY

Novo Nordisk blev tirsdag over middag kortvarigt sendt ned med 3 pct., efter at ærkerivalen Eli Lilly annoncerede sit tiltag om at sælge vægttabsmidlet Zepbound i hætteglas.

Derved kan Eli Lilly udvide adgangen til det eftertragtede fedmemiddel, der normalt bliver solgt i injektionspenne.

Tiltaget henvender sig ifølge Sydbank kun til en begrænset del af det amerikanske fedmemarked, og investorerne besindede sig da også og Novo-aktien sluttede med et lille plus på 0,1 pct.

NNIT LEVEREDE FREMGANG

NNIT's andet kvartal bød på vækst på tværs af it-selskabets regnskabsposter.

Der blev vundet markedsandele i alle regioner på nær USA og en trecifret millionkontrakt blev landet i Danmark.

- Det er en case, som vi synes er ret spændende, og vi synes også, at det er interessant, at den har en højere vækst end de fleste andre konkurrerende selskaber i sektoren, siger Mads Zink, der pointerer, at det faktisk er et af de billigste i sektoren.

Investorerne var dog ikke helt så begejstrede, da de sendte NNIT-aktien ned med 4,5 pct. til 101,80 kr.

.\\˙ MarketWire