Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Green Hydrogen Systems har fokus på fremtiden men ser udfordrende marked

28/8 13:29

Green Hydrogen Systems (GHS) kan notere sig en stigende omsætning i første halvår af 2024, men også et højere underskud.

Markedet betegnes som "udfordrende", men producenten af brintanlæg fastholder forventningerne til hele året og har fuld fokus på at sikre fundamentet for fremtiden.

Det skal ske med udviklingen af det nye elektrolyseanlæg under navnet X-Serie, som i halvåret har været gennem en række tests med positive resultater. Samtidig lægger selskabet stadig et stort arbejde i at forbedre den nuværende A-serie, lyder det fra administrerende direktør i GHS, Peter Friis.

- Vi har fortsat fokus på at optimere og levere vores A-Serie til vores kunder. A-Serien er vores fundament. Samtidig har vi et meget stærkt fokus på vores X-serie, som skal tage os til næste niveau. Derfor er vi virkelig omhyggelige med at sikre os, at X-serien kommer til at stå skarpt, siger han til MarketWire.

GHS håber på at kunne lukke de første ordrer på X-serien inden udgangen af året.

- Vi har haft tætte dialoger med flere kunder helt tilbage til 2022 om ordrer på X-Serien, som vi forventer positive udfald fra. Hvor mange af dem, der når helt i mål inden 31. december, kan vi ikke sige med sikkerhed, siger Peter Friis.

FORDOBLING AF OMSÆTNING TRODS STIGENDE UNDERSKUD

Omsætningen lød i årets første seks måneder på 32,6 mio kr. En stigning fra 14,7 mio. kr. i samme periode sidste år. Samtidig voksede selskabets underskud til 211,5 mio. kr. fra 199,5 mio. kr.

- Vi er glade for at kunne rapportere en vedvarende stigning i kundeleverancer og omsætningsvækst i hele første halvdel af 2024 på trods af et udfordrende marked, siger administrerende direktør Peter Friis i regnskabet.

GHS oplyser, at selskabet har identificeret totalt 550 megawatt hydrogenrelaterede projekter i udvikling, men i tråd med resten af markedet oplever virksomheden "forsinkelser i udviklingen af disse projekter og indførelsen af grøn brintteknologi".

I første halvår leverede selskabet seks elektrolyseanlæg fordelt i Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien. Derudover ventes to yderligere anlæg at blive leveret inden længe.

I regnskabet fastholder GHS forventningerne til hele året, som lyder på en omsætning på 125-165 mio. kr. samt et driftsunderskud på 220-260 mio. kr.

- Vi har det fundament, vi skal bruge for at kunne levere det, vi skal levere resten af året. Det, vi er i gang med at bygge op, er fundamentet for at kunne levere i 2025, siger Peter Friis.

GHS-aktien ligger onsdag eftermiddag 2,7 pct. lavere for dagen i 6,65 kr.

Tabel med halvårstal fra Green Hydrogen Systems regnskab:

Mio. DKK
H1 2024
H1 2023
FY 2023
Omsætning
32,6
14,7
42,0
Bruttoresultat
-61,5
-87,2
-127,4
EBITDA
-132,9
-161,6
-267,5
EBIT
193,3
-195,5
-396,6
Nettoresultat
-211,5
-199,5
-406,2
Ordrebog (MW)
15
13
17,0

Green Hydrogen Systems forventninger til 2024:

Mio. DKK
Ved Q2 2024
Ved FY 2023
Omsætning
125-165
125-165
Driftsunderskud
220-260
220-260

.\\˙ MarketWire