Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Ambu og Bavarian kan stjæle opmærksomhed

30/8 08:27

Ambu lukker og slukker regnskabssæsonen for de danske C25-selskaber i denne omgang, og det sker med tocifret vækst på tværs af flere forretningsområder.

Dermed kan medicoselskabet stjæle opmærksomheden ved åbningen af det danske marked. Selskabet opjusterede dog i juli - så en del af tallene var kendt på forhånd.

Også Bavarian Nordic kan komme i fokus, efter at en konkurrent har fået nødgodkendt en koppevaccine i USA. Hertil er der en række kursmål for investorerne at forholde sig til.

Torsdag fejede en grøn vind hen over de europæiske aktiemarkeder, og det danske eliteindeks, C25, steg 1,1 pct. til 1991,13.

I makrokalenderen vil investorerne særligt rette blikket mod USA, hvor eftermiddagen byder på tal for det amerikanske privatforbrug samt PCE-kerneprisdeflatoren, der er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål. Derfor kan det have afgørende betydning for bankens kommende rentebeslutninger.

AMBU VOKSER EFTER FORHANDLINGER

Medicoselskabet har leveret vækst på flere områder i det forskudte tredje kvartal og bekræfter samtidig nyligt opjusterede forventninger.

For kerneforretningen var væksten drevet af prisforhandlinger, der er forløbet bedre, end Ambu havde ventet. Kontrakterne i forretningen vil blive fornyet over de næste 1-3 år. Væksten afdæmpes dog noget af, at Ambu har valgt at udtræde af cirka 40 mindre profitable markeder.

Aktien steg torsdag 5,2 pct. til 153,05 kr.

BAVARIAN-KONKURRENT FÅR NØDLICENS

USA's fødevare- og lægemiddelstyrelse (FDA) har godkendt en udvidet brug af koppevaccinen ACAM2000 fra selskabet Emergent Biosolutions, sådan at vaccinen også kan bruges til folk, der er i høj risiko for smitte med mpox. Det skriver Reuters.

Mpox blev tidligere på måneden erklæret for en global sundhedskrise af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det er anden gang på to år, at det sker.

Udbruddet er særligt slemt i Afrika, hvor danske Bavarian Nordic har en nødlicens i flere lande. Det har kastet flere ordrer af sig samt sendt aktien op.

Bavarian-aktien steg torsdag 2,3 pct. til 272,30 kr.

NYE KURSMÅL TIL GN, NILFISK OG ALK

GN har fået skåret kursmålet til 225 kr. fra 245 kr. hos amerikanske Jefferies, viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen er uændret "køb".

GN steg torsdag 0,2 pct. til 153,45 kr.

Nordea hæver desuden sin anbefaling af aktien i Nilfisk til "køb" fra "hold".

Nilfisk steg 1,7 pct. torsdag til 120,40 kr.

Det danske vaccineselskab ALK-Abelló får hævet kursmålet hos finanshuset Carnegie til 170 kr. fra 155 kr. efter regnskabet for andet kvartal i sidste uge.

Anbefalingen er fortsat "hold", fremgår det af Bloomberg News.

I regnskabet opjusterede ALK-Abelló forventningerne for tredje gang i år, og det har siden fået en stribe finanshuse til at løfte deres estimater og kursmål - og nu altså også Carnegie.

ALK-aktien steg fredag i sidste uge efter regnskabet med 12,2 pct. til 180,80 kr., men den er siden faldet marginalt til 178 kr., som var lukkekursen torsdag.

Aarsleff har også fået løftet kursmålet til 470 kr. fra 440 kr. hos svenske SEB.

Anbefalingen er uændret "køb".

Torsdag faldt aktien 0,8 pct. til 399 kr.

FCK SIKRER SIG EUROPÆISK SPIL

FC København, der er ejet af Parken, er klar til efterårets Conference League.

Det sker, efter at fodboldholdet fik 1-1 mod undertippede Kilmarnock i Skotland, som dermed kunne lægges oven i en tidligere sejr på hjemmebane.

Parken-aktien steg torsdag 1,3 pct. til 118,50 kr.

.\\˙ MarketWire