Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport

6/9 17:08

Lettelsen indfandt sig kortvarigt på det danske aktiemarked fredag, da beskæftigelsesrapporten fra USA ikke skuffede i al for høj grad.

Jobskabelsen var ganske vist mindre, end økonomerne havde regnet med, men markedet havde på forhånd positioneret sig til den helt store skuffelse, ligesom det var tilfældet i juli.

Udeblivelsen af en større skuffelse begrænsede faldet i det danske C25-indeks til et dyk på 0,4 pct. til 1955,48, efter at eliteindekset op til offentliggørelsen var i minus på 0,6 pct. Umiddelbart efter jobrapporten steg C25 dog kortvarigt med 0,7 pct.

Helt i toppen tårnede Ambu og Coloplast med plusser på 2,0-2,4 pct. uden selskabsspecifikke nyheder, mens Vestas og bankerne trak det korteste strå.

Beskæftigelsen i USA steg i august med 142.000 stillinger, hvor der var ventet en fremgang på 165.000. Samtidig blev opgørelserne for juni og juli revideret ned med samlet 86.000 stillinger.

Noget kunne dog tyde på, at skuffelsen fra juli stadig sad i kroppen på investorerne, hvor jobskabelsen på 114.000 stillinger nærmest kun var det halve af forventningerne.

- Hvis man kigger på selve rapporten, så kan man godt se, at den måske skuffer lidt i forhold til det, der var ventet. Derfor tror jeg nærmere, at stigningerne skal ses i lyset af sidste måneds jobrapport, hvor den skuffede rigtigt meget, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

- Så selv om jobskabelsen var mindre, end det var regnet med, så var det ikke helt så lavt som det, vi så i sidste måned. Jeg tror, at man trods alt er glad for, at der er kommet mere gang i markederne, og jeg tror, at der er lidt lettelse i aktiemarkedet på den konto, siger han videre.

Markedet stiller nu skarpt på den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og det forestående rentemøde 17.-18. september, hvor markedet ser lige stor sandsynlighed for en sænkning af renten på enten 25 eller 50 basispoint.

NOVO I UGELANGT FALD

Novo Nordisk afsluttede ugen med fem røde handelsdage på stribe. C25-indeksets absolutte sværvægter rystede ellers kortvarigt den dårlige stemning af sig efter offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport, men frem mod børslukning fik den dårlige stemning igen fat.

Hos analysehuset Berenberg kigges der frem mod næste uges årsmøde i den europæiske diabetesforening i Madrid og særligt onsdag, hvor detaljerede data fra et fase 1-studie med vægttabshåbet Amycretin præsenteres.

Novo faldt 0,4 pct. til 881,50 kr. og endte ugen med et dyk på 6,0 pct.

Også Ørsted måtte tage til takke med en dag i rødt, da aktien faldt 0,3 pct. til 422,40 kr.

Det fulgte nyheden om, at energiselskabet har trukket sig fra endnu et milliardprojekt inden for grønne brændstoffer, skriver Finans.

Der er tale om et brintprojekt i vestjyske Idomlund tæt ved Holstebro, som den danske energikæmpe forlader.

I august trak selskabet sig fra projektet Flagship One og nedskrev for 1,8 mia. kr.

For ugen nød Ørsted til gengæld en fremgang på 8,1 pct., da energiselskabet scorede to kontrakter i Storbritannien.

Imens faldt Vestas til det laveste niveau siden oktober 2023.

Det amerikanske børshus JPMorgan udtrykker en vis skuffelse over, at der i Storbritannien blot blev tildelt projekter på 5,34 gigawatt i den seneste auktionsrunde mod en forventning om 6-8, og ifølge mediet Recharge News er der rygter om, at den britiske regering vil droppe sit mål om at have 60 gigawatt havvindenergi i drift i 2030.

Vestas bakkede 4,1 pct. til 147,05 kr.

NYE RATEFALD

A.P. Møller-Mærsk var ligeledes på retur fredag, efter at der blev offentliggjort friske ratetal fra Shanghai Shipping Exchange (SCFI).

Spotpriserne målt på SCFI-indekset faldt denne uge hele 8,0 pct.

B-aktien i Mærsk faldt 1,5 pct. til 9445 kr.

Med i bunden af C25 var også bankerne. Her faldt Danske Bank med 1,0 pct. til 207,70 kr., Jyske Bank tabte 1,2 pct. til 529 kr., mens Nordea bakkede mest med et dyk på 1,6 pct. til 78,40 kr.

GN har fået sænket kursmålet hos Svenska Handelsbanken til 300 kr. fra 320 kr. Kursmålet er dog stadig væsentligt over den aktuelle kurs, og den positive anbefaling "outperform" gentages da også.

Aktien steg 1,3 pct. til 164,85 kr.

.\\˙ MarketWire