Asien: Kursfald over alt efter Wall Street nedtur
9/9 06:32
De asiatiske aktieinvestorer følger mandag op på fredagens kursfald i New York.
Tvetydige data fra det amerikansk arbejdsmarked har igen fået bekymringerne om en mulig økonomisk afmatning i USA til at blusse opsatte, og fredag blev Wall Street sat under pres, med betydelige kursfald til følge.
Og selvom de amerikanske aktiefutures er steget i morgenens løb fra en ellers tidlig negativ start, er der ikke meget positivt at hente for markedsdeltagerne.
Investorerne spekulerer på, om den blandede amerikanske jobrapport vil være nok til at få den amerikanske centralbank, Federal Reserve, til at sænke renten med 50 basispoint på det pengepolitiske møde i næste uge.
- Vores vurdering af dataene er, at arbejdsmarkedet fortsætter med at køles, men vi ser ingen tegn på den form for hurtige forværring af forholdene, der vil kræve en rentenedsættelse på 50 basispoint, siger økonom Christian Keller fra Barclays ifølge Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien-Stillehavsaktier uden for Japan falder 1,2 pct.
De amerikanske aktiefutures har svinget fra at indikere indledende kursfald til ved 5.30-tiden at indikere stigninger på 0,2-0,4 pct., når markedet åbner i New York mandag eftermiddag.
I Tokyo bliver presset på aktiemarkedet fra udviklingen i USA yderligere øget af en markant styrkelse af japanske yen.
- De japanske markeder starter med et betydeligt fald på grund af fald på de amerikanske markeder samt forsigtighed over den stærke yen, siger analytiker Toshiyuki Kanayama fra mæglerfirmaet Monex i Tokyo til AFP.
Nikkei-indekset åbnede med et dyk på over 3 pct., men er siden rettet sig til et fald på 1,7 pct. Topix-indekset ligger samtidig med et minus på 1,6 pct.
Også de kinesiske aktiemarkeder ligger fortsat under for de svage udsigter fra den kinesiske økonomi.
Mandag viser friske data fra de kinesiske forbruger- og produktionspriser, at den asiatiske gigant forsat ligger under for disinflation, idet producentpriserne faldt med 1,8 pct. i august, hvor analytikere havde estimeret et fald på 1,4 pct.
Forbrugerpriserne steg samtidig med 0,6 pct. mod en ventet stigning på 0,7 pct.
Hongkongs Hang Seng-indeks falder 1,9 pct., Shanghai Composite-indekset viger 1,0 pct., og CSI 300-indekset dykker 1,1 pct.
I Taipei dropper Taiex-indekset 1,8 pct., mens Kospi-indekset i Seoul falder 0,8 pct.
Singapores Strait Times-indeks er eneste positive med et plus på 0,9 pct., mens børsen i Sydney står til at lukke med et tab i ASX-indekset på 0,6 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -1,7 |
Topix | -1,6 |
Hongkongs Hang Seng | -1,9 |
China Shanghai Composite | -1,0 |
China CSI 300 | -1,1 |
Taiwan Taiex | -1,8 |
Sydkoreas Kospi | -0,8 |
Indiens BSE Sensex | -0,3 |
Singapores STI | +0,9 |
Sydney ASX 200 | -0,6 |
.\\˙ MarketWire