Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Apple holdt Nasdaq tilbage på let positiv mandag

17/9 06:32

Apple kom i skammekrogen i mandagens handel, hvor det brede amerikanske aktiemarked ellers uden de store udsving på indeksniveau sikrede sig en let positiv start på ugen.

Tirsdag morgen ser det lidt mere tvivlsomt ud. Futures indikerer kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

En muligvis svagere end ventet efterspørgsel på den nye iPhone 16 var udslagsgivende for den dårlige mandag for teknologikæmpen.

Samtidig var investorerne forsigtige og relativt tilbageholdende i deres tilgang, før det står klart, hvor stor en pengepolitisk lempelse, den amerikanske centralbank er klar med onsdag, hvor rentemødet afsluttes.

Det gav lav omsætning og små udsving.

- Overordnet ser den tidlige udvikling for aktierne ret afdæmpet ud. Det bør ændre sig, efterhånden som ugen skrider frem, siger Patrick O'Hare, der er chefmarkedsanalytiker hos Briefing.com, til nyhedsbureauet AFP.

Allerede inden den ventede rentenedsættelse fra Federal Reserve onsdag venter der også tal for det amerikanske detailsalg i august før markedets åbning tirsdag.

Samlet venter økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News et fald på 0,2 pct. i salget sammenlignet med juli.

Konsensus for rentenedsættelsen er fortsat 25 basispoint, men der er fortsat spekulation i markedet om, at der kan blive tale om en større nedsættelse på 50 basispoint.

Mandag steg S&P 500-indekset med 0,1 pct., mens Nasdaq-indekset faldt med 0,5 pct.

Dow Jones-indekset steg samtidig med 0,6 pct. til rekorden 41.622,08.

APPLE PRESSET AF KRITISK SYN PÅ IPHONE 16

Tungt ned trak Apple, som faldt med 2,8 pct. til 216,32 dollar.

Ifølge Ming-Chi Kuo, der er analytiker hos TF International Securities, har forudbestillingerne på iPhone 16, som blev åbnet fredag, ført til ordrer på 37 mio. enheder.

Det er et fald på næsten 13 pct. sammenlignet med den første weekend efter lanceringen af forgængeren, iPhone 15, sidste år, skriver analytikeren ifølge Bloomberg News i et notat.

Fald var der dog også til andre tunge teknologinavne som Nvidia og Amazon, der faldt med henholdsvis 2,0 pct. til 116,78 dollar og 0,9 pct. til 184,89 dollar og dermed også var med til at trække markedet ned.

Hos Goldman Sachs vurderer handlerne ellers, at det nu er tid til at købe op i de tunge teknologiaktier med eksponering mod kunstig intelligens igen.

De lavere renter og et overstået præsidentvalg kan ifølge banken give bedre udsigter for AI-aktierne.

ORACLE LØFTET AF HØJERE ANBEFALING

I den bedre halvdel af markedet var softwareselskabet Oracle, der steg med 5,2 pct. til 170,37 dollar.

Melius Reserach har løftet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold" med henvisning til en stærk ordrebog, udsigt til fortsat succes med kunstig intelligens og en øget omsætning i cloud-forretningen.

Intel steg samtidig med 6,4 pct. til 20,91 dollar, efter at en rapport har vist, at chipproducenten officielt har kvalificeret sig til 3,5 mia. dollar i føderale tilskud til fremstilling af halvledere til USA's forsvarsministerium.

Aluminiumsproducenten Alcoa tog desuden et hop på 6,1 pct. til 34,51 dollar, efter at selskabet har indgået en aftale om at sælge sin andel i to metalfabrikker i Saudi-Arabien for 1,1 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire