Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nykredit om amerikansk rentesænkning: Serie af lempelser på 25 basispoint forventes

17/9 14:12

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indleder onsdag en ny rentecyklus, når den nærmest garanteret sænker sin rente efter rentemødet for september.

Hvor flere og flere i markedet spekulerer i, om Federal Reserve skulle finde på at sænke renten med 50 basispoint, hælder man i Nykredit mere til en serie af lempelser på hver 25 basispoint.

- Der er en reel mulighed for en lempelse på 25 basispoint eller en lempelse på 50 basispoint. Det skyldes, at pengepolitikken er så stram, at der er lang vej ned til en neutral rente, som ikke virker kontraktivt på økonomien, skriver chefstrateg Frederik Engholm.

- Vi mener dog ikke, at den seneste forværring på arbejdsmarkedet er så dramatisk, at Federal Reserve behøver at levere større rentenedsættelser med det samme. Vi venter derfor fortsat en serie af 25 basispoint-lempelser, som falder på hvert eneste møde langt ind i 2025, fortsætter han.

Aktiviteten på det amerikanske jobmarked har de seneste måneder vist en væsentlig opbremsning. Fra en jobvækst på 200.000-250.000 stillinger om måneden, har jobskabelsen den seneste tid været på omtrent 100.000 om måneden. Sideløbende er arbejdsløsheden steget til 4,2 pct. fra 3,7 pct. i starten af året.

Kombinationen af de to nøgletal opfylder kravene for det tekniske begreb "Sahm-reglen", der ifølge Frederik Engholm har sat skub i recessionsfrygten. Reglen tilsiger, at en større stigning i arbejdsløsheden over en periode på 12 måneder vil være selvforstærkende.

I forbindelse med rentemødet vil Federal Reserve også offentliggøre sin renteprognose for den kommende tid. Prognosen, der også er kendt som et "dot plot"-diagram, ventes i Nykredit at vise yderligere to rentesænkninger i 2024 og en til to ekstra i 2025.

Overordnet set ventes den amerikanske centralbank med rentesænkningen onsdag at skifte fra en dataafhængig tilgang til mere brug af autopilot - dog stadig med udviklingen i økonomien for øje.

- Tempoet vil guides af nøgletal. Vi vurderer dog, at dataafhængigheden nu reelt vil være langt mere begrænset end tidligere. Der vil i udgangspunktet være mere automatpilot, mener chefstrategen.

.\\˙ MarketWire