Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mærsk-konkurrent rykker ind på havnen i Aarhus

25/9 11:41

MSC, der er blandt de største konkurrenter for A.P. Møller-Mærsk, rykker ind på havnen i Aarhus.

Det meddeler Aarhus Havn onsdag formiddag.

Nærmere bestemt er det Terminal Investment Limited, der er MSC Groups containerterminaloperatør, som flytter ind på Omniterminalen, der i øjeblikket er ved at blive færdigudviklet.

Nyheden kommer efter længere tids ballade mellem Aarhus Havn og den Mærsk-ejede havneoperatør, APM Terminals, der har anlagt et søgsmål ved Retten i Aarhus. Det er sket i et forsøg på at spænde ben for, at havnen indgår en aftale med en konkurrerende operatør, skriver Finans.

MSC blev stiftet i 1970 og er i dag verdens største containerrederi med over 200.000 ansatte og 850 containerskibe. Rederiets danske hovedkontor ligger allerede i dag på havneområdet i Aarhus. Mærsk følger lige i hælene som verdens næststørste containerrederi.

- Vi glæder os over, at MSC Group og TiL ser Aarhus Havn som en attraktiv havn og nu vælger at investere i etablering af en containerterminal. Det giver erhvervslivet flere muligheder for at handle med omverdenen, og det styrker vores konkurrencekraft og ikke mindst vores rolle i at sikre den danske forsyning til gavn for erhvervslivet og hele Danmark, lyder det fra Thomas Haber Borch, der er administrerende direktør hos Aarhus Havn, i meddelelsen.

Med aftalen lejer MSC-selskabet omkring 170.000 kvadratmeter på Omniterminalen, hvor de ønsker at etablere og drive egen containerterminal. Terminalen ventes at være fuldt udviklet i 2027 til brug for MSC Group.

- Aarhus Havn har en rigtig god lokalitet til de fremtidsplaner, vi har lagt. Vi vil indsætte en direkte mainliner mellem Aarhus og Asien næste år, og i kombination med vores egen terminal kan vi tilbyde vores kunder en stærk logistikløsning. På længere sigt kigger vi på flere ruter, siger Søren Toft, der er topchef i MSC, i meddelelsen.

B-aktien i Mærsk stiger 1,2 pct. onsdag til 11.315 kr.

.\\˙ MarketWire