Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: DSV får hovedrolle på skæbnedag i lysegrøn start

2/10 09:07

DSV får en hovedrolle på det danske aktiemarked onsdag, hvor der umiddelbart er mere positiv stemning blandt investorerne igen oven på en svær periode.

Onsdag er nemlig dagen for et ekstraordinært bestyrelsesmøde hos Deutsche Bahn, der skal tage stilling til salget af logistikselskabet DB Schenker til DSV.

Samtidig er der mere nyt til Vestas, idet vindmølleproducenten har fået skåret en stor luns af kursmålet hos amerikanske Jefferies.

Tirsdag faldt C25-indekset for fjerde handelsdag i træk - med 1,3 pct. - men onsdag morgen er markedet vendt rundt, og eliteindekset stiger 0,4 pct. til 1931,90 efter knap fem minutters handel.

Inden da var eliteindekset faldet ni ud af de seneste 12 handelsdage.

Der ser ellers ud til at kunne komme masser af støtte fra både Den Europæiske Centralbank (ECB) og den amerikanske pendant, Federal Reserve, i den kommende periode.

Med endnu et klart fald i inflationen i euroområdet i september - illustreret ved et nøgletal tirsdag - har Nordea nu løftet sin prognose for pengepolitiske lempelser fra ECB.

- I kombination med en række sløje tal for aktiviteten i euroområdet betyder det, at vi har ændret vores prognose for Den Europæiske Centralbank, så vi nu venter, at der kommer en ny rentenedsættelse på mødet den 17. oktober. Den ventes at blive fulgt op af yderligere rentenedsættelser i december, januar, marts og april, som samlet set vil bringe styringsrenten i euroområdet ned på 2,25 pct., skriver Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar onsdag morgen.

- Herefter venter vi, at renten vil blive holdt uændret på det niveau i en længere periode fremover, fortsætter han.

DSV FÅR AFGØRENDE NYT FRA TYSKLAND

Onsdag er en afgørende dag for DSV og dansk erhvervshistorie, da der afholdes ekstraordinært bestyrelsesmøde hos Deutsche Bahn, som skal tage stilling til salget af logisitkselskabet DB Schenker til DSV.

Hvis salget - og fra dansk side købet - bliver en realitet, vil der være tale om et af de allerstørste køb foretaget af en dansk virksomhed nogensinde med en værdi på over 100 mia. kr.

Samtidig vil en overtagelse af DB Schenker med ét slag tæt på fordoble den danske virksomheds forretningsomfang.

DSV har indledt onsdagen 0,5 pct. højere i 1379 kr.

For vindmølleproducenten Vestas er der lidt dårligt nyt fra USA, hvor børshuset Jefferies har sænket sit kursmål til 160 kr. fra 220 kr.

Anbefalingen af Vestas er fortsat i neutralt terræn på "hold", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Også Deutsche Bank har sænket sit kursmål for Vestas - her til 165 kr. fra 175 kr. Anbefalingen er "hold".

Vindmølleaktien faldt tirsdag for niende handelsdag på stribe, da den gik retur med 4,6 pct., efter at det stod klart, at ordrehøsten på sidste dag af tredje kvartal - mandag - havde været dårligere end ventet.

Onsdag morgen stiger Vestas dog med 0,3 pct. til 141,45 kr.

Analysenyt er der også til Zealand Pharma, som har fået indledt analysedækning hos Deutsche Bank, der starter med anbefalingen "hold" og et kursmål på 815 kr. ifølge data fra Bloomberg News.

Zealand Pharma-aktien falder med 0,4 pct. til 806,50 kr. fra start og er dermed sidst i C25.

KBHL HAVDE SIN TRAVLESTE SEPTEMBER NOGENSINDE

September i år var den travleste udgave af den første efterårsmåned nogensinde for Københavns Lufthavne (KBHL), der driver lufthavnene i Kastrup i København og i Roskilde.

2,8 mio. passagerer rejste gennem lufthavnen i september, oplyser KBHL onsdag morgen.

Det er 11 pct. flere end i samme måned sidste år og samtidig også en anelse højere end antallet i september 2019, før coronapandemien brød ud, som var KBHL's hidtil bedste september.

KBHL-aktien er endnu ikke handlet onsdag morgen.

.\\˙ MarketWire