Onsdagens danske aviser med Lundbeck, Nordea og Carlsberg
16/10 06:43
BØRSEN
LUNDBECK BYGGER OP TIL NERVEPIRRENDE PATENTKLØFT
Lundbecks topchef, Charl van Zyl, har løftet medicinalkoncernens værdi med mere end 25 pct. i sit første år. Investorerne kan lide planen og mener, at selskabet står bedre rustet efter mandagens milliardopkøb af Longboard Pharmaceuticals. Det ændrer bare ikke, at medicinalkoncernen står over for en salgsmæssig lussing sidst i årtiet, når storsællerten Rexulti mister patentbeskyttelsen. (Forside, side 8)
DANSK SOLCELLEAKTIE UDSKIFTER LEDELSEN OG NEDJUSTERER
Endnu et dansk børsnoteret selskab, der beskæftiger sig med grøn omstilling, melder om store udfordringer. Få timer før børsluk fredag nedjusterede det lille solcelleselskab Ennogie Solar Group, der er noteret på fondsbørsen i København, sine forventninger til årets salg og indtjening og varslede ved samme lejlighed en større ledelsesrokade. (Side 18)
NORDEA HAR SIKRET SIG MOD RENTEDYK
Med al sandsynlighed sænker Den Europæiske Centralbank (ECB) renten for tredje gang i år på torsdag. Og samme dag tager Nordens største bank, Nordea, hul på regnskabssæsonen. Som den første bank herhjemme præsenterer Nordea nemlig sit regnskab for tredje kvartal, og her vil det formentlig kunne ses, at Nordea for nu har dækket sig ind mod rentefald. (Side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
UDSIGTERNE ER TÅGEDE TRODS ECB'S RENTEDYK
Der venter en rentenedsættelse fra Den Europæiske Centralbank og Nationalbanken i morgen. Så langt, så godt. Men faktisk er de fleste markedsrenter steget i de seneste uger. Det afspejler det dilemma, som rentepolitikken står i. Og det er slet ikke sikkert, at lavere renter virker, som økonomer tror. (Side 8)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
CHEFØKONOM: VI OVERDRIVER, HVAD PRÆSIDENTVALGET BETYDER FOR DEN DANSKE ØKONOMI
Betydningen af det amerikanske præsidentvalg den 5. november skal nok blive talt op. Men der er mange ting, der er vigtigere for dansk økonomi end valgkampe i USA, mener cheføkonomen for Nordens største bank. (Side 8)
PUBBERNE FORSVINDER: CARLSBERG HAR TILPASSET SIG DET BRITISKE MARKED
De er verdenskendte og et knudepunkt i den britiske ølkultur. Men de traditionsrige britiske udskænkningssteder, pubberne, er i krise. Hver måned i første halvår af 2024 lukkede 50 pubber i England og Wales. Det skriver The Guardian. Det kan ændre markedet på det traditionsrige ølmarked, der fylder en del for Carlsberg. (Side 10)
.\\˙ MarketWire
