Torsdagens aktier: Mærsk anførte stærk regnskabstrio - C25 faldt på ny
31/10 17:08
Der var torsdag atter røde farver på det danske aktiemarked, hvor C25-indekset faldt for niende børsdag ud af de seneste ti, selv om regnskaber fra Danske Bank, Carlsberg og særligt A.P. Møller-Mærsk blev vel modtaget af investorerne.
Et overtal af eliteaktierne tabte imidlertid terræn, og C25-indekset endte 0,4 pct. lavere i 1875,70.
Det er det laveste niveau i et halvt år, og C25 er nu samlet faldet 3,3 pct. over de seneste par uger, hvor usikkerhed om ikke mindst det amerikanske valg har holdt europæiske aktier i skak.
Det skyldes blandt andet den uro, som den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har skabt med sin manglende begejstring for grøn energi og flirt med toldsatser.
- Vi står foran et par store begivenheder. Vi har jobrapport i morgen og valg i USA på tirsdag. Det er to store begivenheder, som kan skabe lidt usikkerhed i de kommende dage, siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
DANSKE BANK OG MÆRSK I HOPLA
Herhjemme gjorde torsdagens regnskabsaktuelle eliteaktier, Danske Bank, Mærsk og i mindre grad Carlsberg, dog alle en god figur.
Bedst gik det Mærsk, der for alvor steg til vejrs under rederiets telekonference for analytikere og lukkede 7,8 pct. højere i 10.800 kr. målt på B-aktien.
På telekonferencen spurgte analytikere flere gange ind til rederiets tilbagekøbsprogram, der blev suspenderet i forbindelse med det seneste årsregnskab.
- Man åbner for at kigge på aktietilbagekøb i forbindelse med regnskabet for fjerde kvartal. Det forklarer de med, at så har de bedre overblik over, hvordan 2025 ser ud, siger Martin Munk.
Selve Mærsks regnskab for tredje kvartal var også en del bedre end ventet målt på bundlinjen, om end markedet var varskoet, da rederiet havde opjusteret forventningerne tidligere på måneden. 2025 tegner derimod stærkt udfordrende.
OPJUSTERING FRA DANSKE BANK
Rift var der også om Danske Bank, der steg 3,1 pct. til 202,20 kr. oven på sit kvartalsregnskab, der indeholdt en opjustering.
Banken ser nu et resultat i 2024 på 22,5-23,5 mia. kr. mod tidligere 21-23 mia. kr.
Desværre for Danske Bank skuffede såvel rente- og gebyrindtægterne en anelse i tredje kvartal, hvor et uventet stærkt resultat på bundlinjen i stedet var drevet af en overraskende stor tilbageførsel af nedskrivninger på 337 mio. kr. Her havde analytikere ventet, at posten tværtimod ville belaste resultatet med 214 mio. kr.
- Man kan sige, at kvaliteten af opjusteringen er dårlig, når vi ser på, hvad den egentlig består af, konstaterer Mikkel Emil Jensen, senioranalytiker i Sydbank.
Decideret opløftende var Carlsbergs salgsopdatering for tredje kvartal heller ikke.
Et vigende salg i Asien blev dog til dels opvejet af øget salg i Central- og Østeuropa, og analytikerne har fået tro på, at Carlsberg er på rette spor.
- Vi vidste godt, at det her kunne gå hen og blive sløjt. Det havde vi set fra Carlsbergs konkurrenter. Men nu kan jeg se, at Carlsberg på telekonferencen for analytikere siger, at det har tillid til, at det lander i den høje ende af sin prognose. Det tror jeg også, at konsensus forudser, men med det, vi har set på det seneste, kunne man godt komme i tvivl. Så jeg tror, at det giver anledning til lettelse, siger Martin Munk.
Carlsberg-aktien steg 0,5 pct. til 755 kr.
NOVO UNDER PRES
Blandt de faldende aktier torsdag var Novo Nordisk, der tabte 1,1 pct. til 763,10 kr. Novos store ærkerival Eli Lilly skuffede onsdag med salgstal for sine supersællerter mod diabetes 2- og fedme og selv om Lilly på den efterfølgende telekonference meldte om fortsat stor efterspørgsel, har regnskabet skabt usikkerhed op til Novos regnskab på onsdag, vurderer Martin Munk.
Også Zealand Pharma tabte 2,8 pct. til 790,50 kr. på den konto.
Blandt de grønne aktier faldt Ørsted 1,9 pct. til 400,70 kr. efter en sænket anbefaling fra Deutsche Bank til "hold" fra "køb".
Coloplast tabte 2,2 pct. til 855,20 kr. efter et skuffende regnskab fra sårplejekonkurrenten Smith & Nephew.
NETCOMPANY PÅ HIMMELFLUGT
Så var der mere grin ved Netcompany, der modsat flere konkurrenter kunne fremvise højere omsætning og indtjening i regnskabet for tredje kvartal. Det sendte aktien på himmelflugt med en stigning på 9,5 pct. til 326 kr.
Sydbank, der faldt onsdag på sit kvartalsregnskab, steg 4,4 pct. til 326 kr., efter at Nordea har løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" med et kursmål på 400 kr.
Sløjt gik det til gengæld for Gubra, der faldt 4 pct. til 430 kr., efter at partneren Boehringer Ingelheim besluttede at skrinlægge vægttabskandidaten BI 1820237. Partnernes øvrige tre projekter fortsætter uændret.
.\\˙ MarketWire