Amazon løftes af solidt tredje kvartal
1/11 06:34
Aktien i Amazon vandt frem med 6,0 pct. i torsdagens eftermarked, da selskabet efter den ordinære handels afslutning lagde et solidt regnskab for tredje kvartal frem med en indtjeningsprognose for fjerde kvartal, som også lå over det ventede.
Onlinekæmpen regner i de igangværende tre måneder, jule-kvartalet, med at realisere et salg på 181,5-188,5 mia. dollar, og mens midtpunktet af det interval i 185 mia. dollar ikke helt når buddet på Wall Street på 186,36 mia. dollar, så er prognosen for driftsoverskuddet (EBIT) bedre end konsensus.
Det ses nemlig lande i 16-20 mia. dollar, og midten af det område er 18 mia. dollar, hvor analytikernes forudsigelse forinden var på 17,49 mia. dollar.
- Efterhånden som vi går ind i feriesæsonen, er vi begejstrede for, hvad vi har i vente for kunderne, udtaler topchef Andy Jassy, i regnskabet.
- Vi startede feriesæsonen med vores største Prime Big Deal Days nogensinde og lanceringen af en helt ny Kindle-serie, som overgår vores forventninger betydeligt, og der er meget mere på vej.
Koncernen oplevede samtidig i sit tredje kvartal en stigning i omsætningen på 11 pct. til 158,88 mia. dollar mod ventede 157,29 mia. dollar, mens cloud-forretningen i Amazon Web Services så en fremgang på 19 pct. til 27,45 mia. dollar mod et bud i markedet på 27,49 mia. dollar.
Annoncesalget steg samtidig 19 pct. til 14.33 mia. dollar, mens abonnementsforretningen registrerede et plus på 11 pct. til 11,28 mia. dollar.
- Amazon slog forventningerne i tredje kvartal på grund af styrke i forretningens tre søljer: e-handel, annoncer og cloud-ydelser, siger Sky Canaves, analytiker hos Emarketer, til Bloomberg News.
Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 30,85 mia. dollar. Her var ventet 33,87 mia. dollar. Målt på EBIT endte perioden samtidig med et overskud på 17,41 mia. dollar, hvilket var lig en vækst på 56 pct. og mod ventede 14,75 mia. dollar
Det justerede nettoresultat var i tredje kvartal på 20,66 mia. dollar mod et bud på Wall Street på 17,40 mia. dollar, og derfor endte det justerede overskud per aktie blev på 1,43 dollar, sammenlignet med et konsensusestimat på 1,57 dollar, ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire