Tirsdagens danske avisuddrag med Zealand Pharma, bitcoin og klimatopmøde
12/11 07:02
BØRSEN
STORBANK: ZEALAND PHARMA KAN STÅ OVERFOR MILLIARDBOOST
Et partnerskab kan give et tocifret milliardløft til Zealand Pharmas pengekasse, vurderer investeringsbanken JPMorgan. (Forside, side 4)
TRUMP-SEJR BOOSTER BITCOIN
Løfter om mindre modstand overfor kryptoindustrien og en bitcoinreserve i den amerikanske centralbank sender kursen på bitcoin i vejret. (Side 12)
FORSVARSKOMET UDVIDER MASSIVT: SIGTER EFTER MILLIARDOMSÆTNING
En heftig fremgang i salget af fjernstyringsteknologi til ubemandede fartøjer i forsvarsindustrien gør det nu muligt for forsvarsselskabet UXV Technologies at udvide forretningen markant, fortæller direktør. (Side 20)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
STILSTAND I SOLCELLEPROJEKTER
Der er "urealistisk" mange solcelleprojekter under udvikling, men på landets marker er historien en anden. En opgørelse fra Energistyrelsen viser stilstand i udbygningen af solceller i Danmark. (Forside, side 4)
AMERIKANSK TOLDMUR KAN BLIVE EN MULIGHED FOR STYRKELSE
Ifølge Torben Carlsen, der er administrerende direktør i DFDS, kan amerikansk told være med til at accelerere en igangværende tendens med vestlige virksomheders hjemtagelse af produktion til nærmarkederne, og det vil komme rederiet til gode. (Side 6)
KLIMATOPMØDET I BAKU HAR KLIMAFINANSIERING SOM TOPPRIORITET
På klimatopmødet i Baku vil man forsøge at udvikle et helt nyt system for den globale klimafinansiering, som skal gøre klimamålene til virkelighed. (Forside, side 7)
BERLINGSKE BUSINESS
VIRKSOMHEDER SKAL BETALE MILLIARDER TILBAGE I CORONASTØTTE
Efter flere års sagsbehandling har Erhvervsstyrelsen afsluttet næsten alle sager om coronakompensation til tvangslukkede virksomheder. Regningen er gjort op, og der skal betales milliarder tilbage til statskassen. (Forside, side 4-5)
KINESISKE TEMU TRUES MED LUKNING
De to store kinesiske nethandelsplatforme Temu og Schein oplever nu øget pres fra en lang række lande om at tage ansvar for, hvad selskaberne sælger på deres markedspladser, og beskyldes for ikke at overholde forbrugerregler. (Side 11)
ELON MUSKS FORMUE PASSERER 300 MIA. DOLLAR
For første gang i næsten tre år er verdens rigeste mand, Elon Musk, nu god for mere end 300 milliarder dollar, og med Donald Trump som kommende præsident tyder meget på, at formuen blot vil vokse. (Side 9)
.\\˙ MarketWire