Skuffende efterspørgsel kostede dyrt på bundlinjen for RTX
28/11 12:13
Telekommunikationsselskabet RTX oplevede i løbet af året en skuffende efterspørgsel fra sine kunder, som grundet høje lagerbeholdninger ikke købte ind i samme grad som sidste år.
Det kostede dyrt på bundlinjen, der gav et stort underskud for året 2023/24.
Det viser selskabets regnskab torsdag.
- Året blev ikke som forventet, da kunderne fortsat havde høje lagerbeholdninger i et marked præget af usikkerhed og manglende visibilitet, lyder det fra administrerende direktør Peter Røpke i regnskabet, som i øvrigt er hans sidste som topchef, da han ved udgangen af november takker af efter otte år på posten.
Omsætningen lød for året på 498,3 mio. kr. Et fald fra 782,8 mio. kr. fra forrige regnskabsår.
Korrigeret for valutaudsving ramte omsætningen dog inden for det forventede niveau i 500-510 mio. kr.
- Selvom en lavere omsætning var forventet, er vi skuffede over den svage stigning i efterspørgslen i anden halvdel af regnskabsåret. Vi er dog sikre på, at dette ikke skyldes tab af markedsandele, men snarere et resultat af ændrede markedsdynamikker i hele værdikæden helt ned til slutbrugerne, lyder det fra RTX.
Driften (EBIT) faldt tungt i løbet af året til et minus på 34,1 mio. kr fra et overskud på 67,9 mio. kr i 2022/23, som resulterede i en bundlinje med et underskud på 30,7 mio. kr. fra et overskud på 46,7 mio. kr. fra året før.
- For at bygge bro over denne midlertidige periode med lavere efterspørgsel, mens kunderne nedbringer deres lagre, har RTX taget skridt til at reducere kapacitetsomkostningerne. Samtidig balancerer vi omhyggeligt omkostningerne med strategiske bestræbelser på at drive fremtidig omsætning og diversificere vores kundeportefølje, lyder det fra selskabet i regnskabet.
For det kommende regnskabsår 2024/25 venter RTX en omsætning i niveauet 490-520 mio. kr.
Driftsresultatet (EBIT) ventes samtidig at lande i niveauet minus 35 mio. til minus 15 mio. kr.
I forbindelse med regnskabet kom det også frem, at bestyrelsesformand Peter Thostrup stopper efter 15 år på posten. Han genopstiller ikke til generalforsamlingen i januar 2025.
RTX-aktien falder oven på regnskabet med 2 pct. til 67,20 kr.
Tabel for RTX's årsregnskab for 2023/24:
Mio. kr. | Q4 2023/24 | Q4 2022/23 | FY 2023/24 | FY 2022/23 |
Omsætning | 149,3 | 225,4 | 498,3 | 782,8 |
EBITDA | 23,3 | 43,4 | 3,1 | 107,5 |
EBIT | 16,5 | 33,1 | -34,1 | 67,9 |
Resultat før skat | 13,1 | 36,5 | -38,3 | 59,2 |
Nettoresultat | 9,4 | 29,0 | -30,7 | 46,7 |
RTX's forventninger til regnskabsåret 2024/25:
Mio kr. | Ved FY 2023/24 |
Omsætning | 490-520 |
EBITDA | 0-20 |
EBIT | -35 til -15 |
.\\˙ MarketWire