Europa/lukning: Comeback til chipaktier gav grønt Europa
28/11 17:58
De ledende europæiske chipproducenter havde medvind på aktiemarkedet torsdag, hvor tech-aktierne efter flere svære uger blev løftet.
Det hang sammen med, at den amerikanske præsident, Joe Biden, og hans administration lægger op til, at de kommende eksportrestriktioner på den kinesiske halvlederindustri kan blive mindre strenge end ventet.
Det skriver Bloomberg News.
Bedst gik det ASML, der torsdag steg 2,3 pct., mens BE Semiconductor hentede 2,1 pct.
Derudover steg øvrige halvlederselskaber som ASM International og Soitec med op til 1,1 pct.
Samlet gik teknologisektoren i det brede Stoxx 600 frem med 0,9 pct., mens det samlede indeks steg 0,5 pct., og dermed også er præget af god stemning.
Det skete forud for, at USA's handelsministerium, som fører tilsyn med amerikanske restriktioner på kinesisk eksport, forventes at udstede nye retningslinjer efter Thanksgiving. Helligdagen fejres i USA torsdag, og holder derfor de amerikanske markeder lukket med afdæmpet aktivitet til følge.
Ministeriet har tidligere planlagt at sanktionere en lang række kinesiske producenter, herunder seks forskellige leverandører til Huawei. Men nu lyder meldingerne på, at de amerikanske beslutningstagere blot vil tilføje et par Huawei-leverandører til listen over sanktionerede virksomheder ifølge Bloomberg News.
Den franske spirituskoncern Rémy Cointreau havde også fokus rettet mod USA og må sande, at der ikke venter et amerikansk opsving i salget af spiritus lige om hjørnet.
Alligevel er der også grund til optimisme, mener selskabet, og investorerne kvitterede da også ved at sende aktien op med 3 pct.
.\\˙ MarketWire