USA/åbning: Grønt boost efter jobtal - regnskaber giver kursplus til Lululemon og HP
6/12 15:39
Lululemon, der slog igennem på sit yogatøj, får investorerne til at juble efter regnskab. Også lingerimærket Victoria's Secret får en god start på dagen efter en opjustering af indtjeningen.
Inden handelsstart landede den vigtige beskæftigelsesrapport på handlernes borde, og her viste ledigheden en stigning i november mod et ventet uændret niveau, mens jobvæksten tiltog i styrke efter en meget svag oktober, der var påvirket af orkaner og strejker. Og det fik markederne til at vende et minus til et plus.
- Handlerne havde brug for en beroligende jobrapport, og det var ligge akkurat det, de fik. Investorerne vil gerne føle, at arbejdsmarkedet har begge ben solidt plantet på jorden. Et dyk i arbejdsløshedsprocenten ville have være rart - men ikke desto mindre burde dette forsikre om, at arbejdsmarkedet ikke er på vej ud over klippen, siger Bret Kenwell, der er investeringsanalytiker hos Etoro, til Bloomberg News.
Jobvæksten endte på 227.000 mod ventet 220.000 i november. Arbejdsløsheden blev øget til 4,2 pct., mens økonomerne havde ventet en fastholdelse på 4,1 pct.
I øjeblikket ser de handlende en chance på næsten 67 pct. for, at Federal Reserve sænker renten med 25 basispoint, når de mødes senere på måneden, viser Fedwatch Tool ifølge Reuters.
S&P 500-indekset stiger med 0,2 pct., Dow Jones-indekset går ligeledes frem med 0,2 pct., og Nasdaq-indekset ligger 0,3 pct. højere i den indledende handel fredag.
LØFT EFTER REGNSKABER
Lululemon Athletica er i god form efter et overbevisende regnskab for tredje kvartal 2024/25.
Selskabet omsatte i sit forskudte tredje kvartal for 2,40 mia. dollar mod konsensus om 2,36 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
På de nedre regnskabslinjer hentede Lululemon et overskud per aktie på 2,87 dollar mod konsensus om 2,75 dollar blandt analytikerne.
Aktien går 14,8 pct. frem til 395,06 dollar.
It-selskabet Hewlett Packard Enterprise kom bedre end ventet gennem sit fjerde kvartal 2023/24, og også prognosen for første kvartal af 2024/25 overrasker til den positive side.
Aktien ligger 6,6 pct. højere i 23,05 dollar i de første handler.
HP Enterprise leverede i fjerde kvartal 2023/24 en omsætning på 8,46 mia. dollar - en spids over konsensus blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News lød på 8,26 mia. dollar.
Også nyt fra softwarevirksomhed, Docusign, der laver løsninger til elektroniske underskrifter, sender aktien frem 18 pct. 98,56 dollar efter et bedre end ventet regnskab og en opjustering af forventningerne.
Prognoserne for 2024/25 får et marginalt løft for omsætningen, mens den for faktureringerne får et lidt større løft til 3,06-3,07 mia. dollar fra 2,99-3,03 mia. dollar. Her lød analytikernes forventning på 3,01 mia. dollar.
Victoria's Secret, der især er kendt for sine blonder til den allerinderste beklædning, har opjusteret forventningerne til hele året og venter nu en justeret driftsindtjening på 315-345 mio. dollar mod tidligere ventet 275-300 mio. dollar. Og den opjustering har taget analytikerne med bukserne nede, da de have sat næsen op efter en justeret driftsindtjening på 295,5 mio. dollar.
Aktien stiger 5,5 pct. til 45,40 dollar i den indledende handel.
.\\˙ MarketWire