Europa/middag: Luksusvarer får medvind i håbet om øget kinesisk forbrug
17/12 12:46
Britiske Burberry ligger helt i top tirsdag, mens distributøren Bunzl bakker efter advarsel om, at inflationsniveauet vil påvirke årets indtjening.
Samlet ligger det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 med et fald på 1,2 pct. tirsdag middag.
Optimismen skinner på luksusvarerne tirsdag, hvor Burberry - kendt for sine ikoniske tern - topper det brede aktieindeks med et plus på 3,9 pct. Det er nyt om flere kinesiske hjælpepakker, der får luksusvarerne til at øjne bedre tider efter et hårdt 2024. Kineserne står for næsten 15 pct. af det globale marked for luksusvarer. Og brands som Richemont, Hermes, Dior, LVMH og Kering stiger op til 1,7 pct.
Mens meldinger om kinesiske stimuli rykker markederne - så er der især en ting, som handlerne venter på: onsdagens rentemelding fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Og kan markedet ikke blive enige om andet, så er der fuld enighed om, at centralbanken sætter renten ned med 25 basispoint.
Fokus er derfor rettet mod 2025 - og hvordan rentebilledet kommer til at tegne sig der.
- Efter valget af Trump i 2016 reagerede Federal Reserve med mere høgeagtige prognoser for at tage højde for risici fra højere finanspolitiske udgifter. Det vil sandsynligvis ske igen, idet prognoserne for rentenedsættelser i 2025 forventes at blive en til to færre mod tidligere ventet fire rentenedsættelser, siger Gabriele Foa, porteføljeforvalter hos Algebris Investments, til Reuters.
Tilbage blandt selskaberne er britiske Bunzl det hårdest ramte tirsdag middag med et fald på 5 pct. Distributøren har hejst et advarselsflag, hvorpå der står, at omsætningen i år er kommet under pres. Det er blandt andet på det amerikansk marked, at omsætningen er gået ned i gear.
.\\˙ MarketWire