Onsdagens internationale avisuddrag med potentiel bilfusionering, Microsoft og Huawei
18/12 07:30
FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM)
NISSAN OG HONDA ER I GANG MED FUSIONSFORHANDLINGER
Nissan og Honda har ifølge anonyme kilder indledt samtaler om en fusion af de to japanske bilselskaber. Samtalerne finder sted på baggrund af et ønske om at stille en samlet front over for den massive konkurrence fra kinesiske elbilsselskaber og faldende forbrugerefterspørgsel på elbiler. (NISSAN AND HONDA HOLD MERGER TALKS)
AI-SELSKABET DATABRICKS REJSER 10 MIA. DOLLAR I STØRSTE AMERIKANSKE VENTUREAFTALE I 2024
Det amerikanske dataanalyse- og kunstig intelligens-selskab Databricks har rejst 10 mia. dollar fra nogle af de største teknologiinvestorer i USA såsom Andreesen Horowitz og Thrive Capital. Finansieringsrunden betød en værdiansættelse for selskabet på 62 mia. dollar. (DATABRICKS RAISES $10BN IN THE BIGGEST US VENTURE DEAL THIS YEAR)
MICROSOFT KØBER NÆSTEN DOBBELT SÅ MANGE AF NVIDIAS AI-CHIPS SOM SINE KONKURRENTER
Microsoft har købt dobbelt så mange af Nvidias AI-chips som nogen af sine største rivaler i USA og Kina i år, idet selskabet, der er den største investor i selskabet bag ChatGPT, OpenAI, har satset stort på at udvide sin infrastruktur til kunstig intelligens. (MICROSOFT ACQUIRES TWICE AS MANY NVIDIA AI CHIPS AS TECH RIVALS)
WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM)
JAPANSK CHIP-SELSKABS AKTIEKURS BRAGER OP EFTER BØRSNOTERING
Det japanske selskab Kioxia Holdings, der producerer NAND-flashhukommelseschips til brug i smartphones og andre computerservere, steg 4,6 pct. onsdag på børsen i Tokyo efter sin børsnotering på 800 mio. dollar. Børsnoteringen skete som følge af selskabets ønske om at rejse kapital for at imødekomme den stigende efterspørgsel på chips til kunstig intelligens og datacentre. (KIOXIA SHARES RISE IN TRADING DEBUT AFTER $ 800 MILLION IPO)
BIDEN-ADMINISTRATION GIVER GRØNT LYS TIL LAVRENTELÅN TIL CALIFORNISK FORSYNINGSSELSKAB
Biden-administrationen vil give et rekordstort lavrentelån på 15 mia. dollar til det californiske forsyningsselskab PG&E med henblik på at støtte projekter, der har til formål at udvide selskabets bæredygtige elektricitetsproduktion og forbedre elnettet i USA's folkerigeste stat. (BIDEN ADMINISTRATION AGREES TO RECORD $ 15 BILLION LOAN TO PG&E)
THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM)
ANALYSE AF HUAWEIS NYE TELEFON GIVER INDIKATIONER PÅ, AT KINAS FØRERPOSITION I AI-CHIPS ER NEDADGÅENDE
En analyse af Huaweis seneste serie af smartphones, Mate 70, viser, at der ikke er sket store fremskridt i forhold til de chips, der blev brugt i 2023's serie af smartphones. Det er en streg i regningen for den kinesiske regerings ambitioner om at producere AI-chips, der blandt andet også bruges til militære formål. (A LOOK INSIDE HUAWEI'S PHONE SHOWS HOW CHINA'S CHIP ADVANCE HAS STALLED)
THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK)
REKLAME FOR LLOYDS BANKING GROUP ER BLEVET ULOVLIGGJORT PÅ BAGGRUND AF FALSKE MILJØPÅSTANDE
En reklame for Lloyds Banking Group, der understregede den britiske banks dedikation til den grønne omstilling, er i strid med den britiske reklamevagthund Advertising Standards Authoritys regler mod "greenwashing". Sagen blev rejst af kampagnegruppen Adfree Cities, som hævdede, at bankkoncernen udelod væsentlige oplysninger om sin CO2- og drivhusgasudledning i reklamen. (LLOYDS ADVERT BANNED FOR MAKING FALSE ENVIRONMENTAL CLAIMS)
THE TIMES (WWW.THETIMES.CO.UK)
HISTORISK BRITISK SKIBSVÆRFT STÅR TIL AT BLIVE REDDET AF SPANSKEJET KONKURRENT
Det historiske skibsværft Harland & Wolff, der blandt andet stod bag bygningen af Titanic, er på nippet til at blive reddet af den spanske statsejede konkurrent Navantia i en aftale til 70 mio. pund, som forventes at sikre mere end 1000 britiske arbejdspladser. (TITANIC SHIPBUILDER HARLAND & WOLFF TO BE SAVED BY SPANISH RIVAL)
DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE)
AMERIKANSK MEGAHAVN KØBER SVENSK ELVEJ
Det svenske selskab Elonroad skal indfinde sig i en af verdens største havne. Long Beach-havnen i Los Angeles vil installere 360 meter elvej og 5 stationære elbilsopladere fra selskabet, der har hovedkvarter i Lund. På længere sigt kan aftalen være over 100 mio. svenske kr. værd. (MEGAHAMN I USA KÖPER SVENSK ELVÄG - VD SPÅR KETCHUPEFFEKT)
DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO)
NORSK SOLCELLEBRANCHE ER RAMT AF MARKANT NEDGANG
Ustabile strømpriser fik salget af solceller til private husholdninger til at stige til et rekordhøjt niveau i løbet af de seneste par år i Norge. Nu er udviklingen vendt på hovedet, og salget er styrtdykket med 70 pct. på landsplan. (UHELDIG COCKTAIL RAMMER SOLCELLEBRANSJEN: - VI HAR SETT EN ENORM NEDGANG)
.\\˙ MarketWire