Mandagens danske avisuddrag med Vestas, Ørsted, banker og oliekæmper
6/1 06:50
BØRSEN
MCKINSEY SER MULIGHED FOR AT UDNYTTE CHOK I BEGGE RETNINGER I TURBULENT 2025
Der venter masser af ubekendte i 2025, hvor meget kan ske. Men året vil også rumme masser af muligheder for selskaber, der kan finde gode handelskorridorer og tør satse på kunstig intelligens, lyder det fra konsulenthuset McKinsey. Forside, side 6-7)
FINANS DANMARK HÅBER PÅ MEDVIND FRA STORT INVESTERINGSBEHOV I EU
Store planlagte investeringer i digital og grøn omstilling samt forsvaret inden for EU kan give finanssektoren en stor rolle, lyder det fra bankernes lobbyorganisation herhjemme, Finans Danmark. (Side 2)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
OLIEKÆMPER OVERVEJER STRATEGISKIFTE EFTER SVAGE GRØNNE AFKAST
Lave afkast på omfattende investeringer i grøn energiteknologi har ifølge analytikere fået oliekæmper som hollandsk-britiske Shell og britiske BP til at drosle ned for investeringerne i vedvarende energi. (Side 22)
HELGSTRAND-SELSKAB FORTSÆTTER MILLIONTAB
Den skandaleombruste dressurrytter Andreas Helgstrands selskab, Global Equestrian Group, har i et regnskab for 2023/24 vist et underskud på 265 mio. kr. Det følger oven på et tab på 155 mio. kr. året før. Side (21)
BERLINGSKE BUSINESS
RETSOPGØR EFTER PANAMA PAPERS ER ENDT SOM EN FUSER
En lang række sager forbundet til de såkaldte Panama Papers er blevet lagt ned af NSK - National enhed for Særlig Kriminalitet - og anklagemyndigheden, og der er stadig ikke nogen tiltalte, ni år efter at Skat købte rapporten for at gå i kødet på skatteunddragere. (Forside, side 2-4)
2024 VAR NYT RÆDSELSÅR FOR INVESTORER I GRØNNE AKTIER
2024 markerede endnu et år med sløje afkast på investeringer i aktier hos selskaber med fokus på vedvarende energi, og der lurer fortsat trusler forude. Blandt andet Ørsted og Vestas var hårdt ramt sidste år. (Side 8)
.\\˙ MarketWire