Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Europæisk inflation og tilstandsrapport fra USA tager opmærksomhed

7/1 07:00

En række inflationstal fra Europa og nyt om tilstanden på både det amerikanske arbejdsmarked og i servicesektoren venter tirsdag.

Her er der fra start ikke lagt op til de store ændringer i renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation, der mandag lukkede 3 basispoint højere i 2,15 pct.

I USA var der også rentestigninger på programmet mandag efter en skuffende auktion af nye statsobligationer. Renten på det tiårige toneangivende statspapir steg 3 basispoint til 4,63 pct., hvilket også var niveauet ved dansk markedslukning klokken 17.

Tirsdag morgen siver renten til 4,61 pct. på markedet i Tokyo.

Renten på den toneangivende toårige statsobligation faldt omvendt til 4,28 pct., mens den tirsdag lyder på 4,26 pct.

Inflationen er tirsdag i fokus i Europa, hvor der venter foreløbigt nyt om forbrugerpriserne for december fra Frankrig, Italien og for eurozonen som helhed.

Her er det sidstnævnte, der ventes at løbe med opmærksomheden, og særligt inflationen i servicesektoren vil være af interesse for markedsdeltagerne, vurderer Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel i en kommentar. Han påpeger dog også, at inflationen er trådt lidt i baggrunden hos Den Europæiske Centralbank, ECB.

- Inflationstallet er i øjeblikket trådt i baggrunden. Direktørerne i Den Europæiske Centralbanks fokus lader til at være skiftet mod økonomien og de europæiske arbejdsmarkeder, forklarer han.

Inflationen i eurozonen ventes i december at være tiltaget til 2,4 pct. fra 2,2 pct. i november. Til gengæld ses kerneforbrugerpriserne stige 2,7 pct., som det også var tilfældet måneden før.

I eftermiddag venter nyt om antallet af ledige stillinger i USA, når den såkaldte Jolts-rapport offentliggøres klokken 16. I november ventes antallet af ledige stillinger at være faldet marginalt til 7,740 mio. fra 7,744 mio. i oktober.

Samtidig offentliggøres det vigtige erhvervsindeks ISM for servicesektoren, der i december ventes at være forbedret til 53,5 fra 52,1 måneden før.

- Da servicesektoren udgør 70-80 pct. af den amerikanske økonomi, er det vigtigt, at det går godt i servicesektoren, påpeger Mathias Dollerup Sproegel.

Et uventet fald i ISM-indekset kan presse renterne ned, tilføjer han.

.\\˙ MarketWire