Onsdagens internationale aviser med Tiktok, Intel og Würth
15/1 06:32
FINANCIAL TIMES (FT.COM)
JPMORGAN OMROKERER JAMIE DIMONS ØVERSTE LEDELSE
JPMorgan Chase erstatter Daniel Pinto med Jenn Piepszak som driftsdirektør (COO), men oplyser, at han ikke vil søge jobbet som topchef og efterfølger til Jamie Dimon i toppen af USA's største bank. Daniel Pinto trækker sig delvist tilbage i slutningen af juni og går på pension ved udgangen af næste år. (JPMORGAN RESHUFFLES JAMIE DIMON’S TOP LIEUTENANTS)
KINA OVERVEJER AT BRUGE ELON MUSK SOM MÆGLER I TIKTOK-SAG
Beijing overvejer at bruge Elon Musk som mægler i et potentielt salg af Tiktoks amerikanske aktiviteter blot få dage før det kinesisk-ejede sociale medie står over for et forbud fra regeringen i USA. Lovforslaget, som blev vedtaget af Kongressen i april, kræver, at Tiktoks moderselskab, Bytedance, sælger sin andel i appen eller får forbud på grund af sikkerhedsproblemer. Loven træder i kraft på søndag. (CHINA DISCUSSING USING MUSK AS BROKER IN TIKTOK DEAL)
INTEL VIL UDSKILLE VENTUREKAPITALARM I FORSØG PÅ AT REDUCERE OMKOSTNINGER
Intel vil udskille sin venturekapitalenhed, da den kriseramte amerikanske chipproducent forsøger at reducere omkostningerne og samtidig står over for mere kontrol over investeringer i Kina. Intel Capital, der har investeret mere end 20 mia. dollar i 1800 virksomheder siden lanceringen i 1990, udskilles i en ny selvstændig fond. (INTEL TO SPIN OFF VENTURE CAPITAL ARM AS CHIPMAKER TRIES TO CUT COSTS)
WALL STREET JOURNAL (WSJ.COM)
CANADA GODKENDER BUNGES 8,2 MIA. DOLLAR STORE KØB AF VITERRA
De canadiske myndigheder har godkendt Bunges køb af det Glencore-støttede Viterra for 8,2 mia. dollar. Det sker, efter at selskaberne har accepteret et sæt vilkår og betingelser, der beskytter konkurrencen og sikrer økonomiske fordele for landet. (CANADA APPROVES BUNGE’S $8.2 BILLION DEAL FOR VITERRA)
KØLEHUSOPERATØREN LINEAGE REDUCERER PERSONALET
Verdens største udbyder af kølelagre, amerikanske Linage, reducerer antallet af medarbejdere. Det sker blot seks måneder efter en børsnotering, der rejste 4,4 mia. dollar, hvor selskabet red på en bølge efter en voldsom efterspørgsel på kølerum under pandemien. (COLD-STORAGE OPERATOR LINEAGE IS CUTTING STAFF)
SEC SAGSØGER ELON MUSK FOR TWITTER- AKTIEKØB
Det amerikanske børstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC), sagsøger Elon Musk for at have vildledt aktionærerne om Twitter-aktiekøb. SEC's retssag, der er anlagt ved en føderal domstol i District of Columbia, anklager Musk for at forsinke offentliggørelse af sit aktieejerskab, der sparede ham for mere end 150 mio. dollar ved køb af Twitter-aktier. (SEC SUES ELON MUSK OVER TWITTER STOCK BUYS)
THE NEW YORK TIMES (NYT.COM)
DEN KINESISKE APP 'RED NOTE' DOMINERER DOWNLOADS I USA
Lige nu downloader folk i USA i stor stil en af Kinas mest populære apps, Xiaohongshu, kaldet 'Red Note'. Appen, hvor der deles korte videoer samt stillbilleder og tekstbaserede indlæg, var den mest downloadede gratis app i amerikanske Apple Store tirsdag. Appen er promoveret på Tiktok og viser, hvor lidt brugerne bekymrer sig om Tiktoks bånd til Beijing. (‘RED NOTE,’ A CHINESE APP, IS DOMINATING DOWNLOADS, THANKS TO TIKTOK USERS)
THE TIMES (THETIMES.CO.UK)
BRITISK ØKONOMI TÆT PÅ STAGFLATION
Den britiske økonomi er på vej mod stagflation efter det skarpeste fald i erhvervstilliden i to år og solide bekymringer for skattestigninger. Et indeks for erhvervstillid udarbejdet af Institute of Chartered Accountants i England og Wales (ICAEW) faldt med 14,2 point i løbet af de seneste tre måneder. (UK ECONOMY EDGES CLOSER TO STAGFLATION)
THE GUARDIAN (THEGUARDIAN.COM/UK/BUSINESS)
GOOGLE GRANSKES AF BRITISK KONKURRENCETILSYN FOR SØGEDOMINANS
Google bliver undersøgt af den britiske konkurrencemyndigheder for effekten af koncernens søge- og annonceringspraksis på forbrugere, nyhedsmedier, virksomheder og konkurrerende søgemaskiner. Teknologivirksomheden står for mere end 90 pct. af de generelle søgninger i Storbritannien. (GOOGLE INVESTIGATED BY UK WATCHDOG OVER SEARCH DOMINANCE)
FRANKFURTER ALLGEMEINE (FAZ.NET)
WÜRTH HÅBER PÅ VÆKST EFTER FORBUNDSVALGET
Værktøjsproducenten Würths ventede opsving udeblev sidste år. Den svage økonom ramte selskabet, der havde et fald i salget på knap 1 pct. Virksomheden sigter nu mod en turnaround i 2025. (WÜRTH HOFFT AUF IMPULSE NACH DER BUNDESTAGSWAHL)
SOUTH CHINA MORNING POST (SCMP.COM)
KINESISKE TIKTOK-ANNONCØRER ØJNER AMAZON OG SHEIN MENS AMERIKANSK FORBUD TRUER
Kinesiske sælgere på Tiktok tager forholdsregler og forbereder sig på et truende forbud mod video-appen i USA. Der overvejes skifte til konkurrerende platforme som Amazon og Shein, mens der også fokuseres på andre oversøiske markeder som Spanien og Mexico. Nu afventes den amerikanske højesterets endelige afgørelse om Tiktoks fremtid. (CHINA’S TIKTOK SELLERS EYE AMAZON AND SHEIN AS US BAN LOOMS)
.\\˙ MarketWire