USA/åbning: Bankaktier fører an i flyvende start efter opløftende inflationsnyt
15/1 15:43
Anført af flere storbanker, som før åbning skød regnskabssæsonen i gang, er det amerikanske aktiemarked kommet flyvende fra start onsdag.
Det skyldes i særdeleshed opløftende inflationsnyt, der har vist en overraskende afmatning i kerneinflationen for december.
Både det brede S&P 500-indeks samt Dow Jones-indekset stiger fra start med 1,5 pct., mens Nasdaq går frem med hele 1,8 pct. i den indledende handel.
En time før åbning tikkede decemberopgørelsen for de amerikanske forbrugerpriser ind, og mens inflationen på årsbasis som ventet steg til 2,9 pct., aftog kerneinflationen, som er renset for energi og fødevarer, til 3,2 pct. fra 3,3 pct., hvor der var ventet en flad udvikling ifølge estimater fra Bloomberg News.
Det er desuden første gang siden juliopgørelsen sidste år, at den amerikanske kerneinflation aftager, og det er gode nyheder for investorerne, hvor en stædig inflation har været med til at dæmpe forventningerne til rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i år.
Udsigten til et langsommere tempo fra centralbanken blev yderligere styrket af sidste uges jobrapport, som viste sig markant stærkere end ventet.
- Onsdagens inflationstal, der var blødere end forventet, giver en vis lettelse - især efter fredagens varme jobrapport - om at Federal Reserve måske alligevel sænker renten i 2025, lyder det fra Skyler Weinand, investeringschef hos Regan Capital, ifølge Bloomberg News.
BANKAKTIER STIGER OVEN PÅ REGNSKABER
Flere amerikanske storbanker er onsdag kommet med kvartalsregnskaber forud for handelsstart, og her er der tale om gode takter fra de finansielle kæmper JPMorgan, Wells Fargo, Goldman Sachs og Citi.
Samtlige af aktierne i de fire storbanker stiger fra start, efter at indtægterne i det forgangne kvartal har overrasket til den positive side.
Bedst ser det imidlertid ud for Goldman Sachs og Citi, som stiger henholdsvis 5,4 pct. og 4,2 pct., hvor sidstnævnte også fik annonceret aktietilbagekøb for op til 20 mia. dollar i forbindelse med sit regnskab.
Wells Fargo stiger 3,6 pct., mens JPMorgan må nøjes med en spinkel stigning på 0,2 pct.
BLACKROCK RAMMER INDEN FOR SKIVEN I KVARTALET
Verdens største kapitalforvalter, amerikanske Blackrock, har ramt nogenlunde inden for analytikernes forventninger i fjerde kvartal, og det sender ligeledes aktien op i formarkedet.
Blackrock havde i fjerde kvartal aktiver for 11.550 mia. dollar under forvaltning, hvilket var 15 pct. mere end i samme kvartal sidste år. Trods fremgangen var det en smule lavere end analytikernes forventninger. Her var ifølge estimater fra Bloomberg ventet 11.660 mia. dollar.
Den justerede indtjening per aktie ramte til gengæld højere. Indtjeningen i kvartalet lød på 11,93 dollar mod en forventning hos analytikerne på 11,46 dollar.
Aktien bliver i kølvandet af regnskabet sendt op med 3,9 pct.
.\\˙ MarketWire