Aktier/tendens: Ørsted i fokus efter nye nedskrivninger i ventet uroligt marked
21/1 08:16

Ørsted kommer i fokus fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag, efter at energiselskabet mandag aften skuffede investorerne med nye milliardnedskrivninger på sine projekter i USA.
Ellers er det meget den nyindsatte amerikanske præsident, Donald Trump, der svinger taktstokken over de finansielle markeder med sine udtalelser og byge af underskrevne dekreter efter sin indsættelse mandag.
Truslen fra Trump om, at der allerede fra 1. februar kan blive indført en 25 pct. toldafgift på varer fra Canada og Mexico, kan blive udslagsgivende for retningen for aktierne fra åbningen i Europa tirsdag morgen.
- Den udmelding har hen over natten svækket både den mexicanske peso og den canadiske dollar. Samtidig har det fremkaldt urolige markeder i Asien, og formarkederne peger da også på en negativ kursreaktion ved åbningen af de europæiske aktiebørser senere her til morgen, skriver Nordea i en morgenkommentar.
FUTURES LIDT NED I EUROPA
At dømme efter aktiefutures er der dog ikke tale om nogen stor markedsmæssig dramatik tirsdag morgen. Den tyske DAX-future peger blot ned med 0,4 pct., mens de amerikanske indeksfutures ligger tæt på uændret efter helligdagen i USA mandag i forbindelse med Martin Luther King Jr. Day.
Herhjemme lagde C25-indekset mandag ud med en næsten uændret start på ugen i 1740,89.
Energiselskabet Ørsted annoncerede mandag aften yderligere nedskrivninger på 12,1 mia. kr. på sine investeringer i USA, hvilket rammer regnskabet for fjerde kvartal.
- De nedskrivninger, vi har meldt ud i dag - og især de fortsatte konstruktionsmæssige udfordringer - er meget skuffende, udtaler topchef Mads Nipper i meddelelsen og fortsætter:
- Vi er dog tilfredse med vores driftsmæssige udvikling, og vi bekræfter således vores forventninger til EBITDA for hele året drevet af den stigende elproduktion fra vores voksende globale portefølje af anlæg til produktion af vedvarende energi.
Ørsted steg mandag 0,2 pct. til 312,20 kr.
STOP FOR NYE HAVVINDPROJEKTER I USA
I forhold til Ørsted - og vindmølleproducenten Vestas - er det også værd at notere, at Donald Trump vil stoppe for nye udbud af havmølleprojekter ud for de amerikanske kyster. Det flugter med tidligere trusler fra Trump op til sin indsættelse mandag.
I mandagens annoncering fremgik det desuden, at USA vil trække sig fra Paris-aftalen, hvilket Donald Trump også gjorde i sin første embedsperiode, men det omgjorde den nu forhenværende præsident Joe Biden.
Vestas-aktien steg mandag 2,1 pct. til 97,46 kr.
Novo Nordisk fortsatte mandag nedturen med et fald på 4,2 pct. til 551,30 kr. efter et dyk fredag på 4,3 pct. Flere internationale medier har det seneste halve døgn skrevet om resultaterne af den første undersøgelse, der vurderer, hvordan vægttabsmedicin påvirker hele menneskets sundhed.
Hos BBC taler forskere om en "øjenåbnende" indvirkning på kroppen. Analysen, der involverede omkring to millioner mennesker, forbandt lægemidlerne med bedre hjertesundhed, færre infektioner, lavere risiko for stofmisbrug og færre tilfælde af demens.
Netcompany kan blive påvirket af analysenyt fra SEB, som mandag sænkede anbefalingen af it-aktien til neutrale "hold" fra "køb". Kursmålet for aktien er desuden blevet skåret en smule til 365 kr. fra førhen 370 kr.
Det nye kursmål indikerer et mindre potentiale på knap 8 pct. i forhold til lukkekursen mandag, da aktien steg 1,1 pct. til 339,4 kr.
.\\˙ MarketWire