Valutahandlerne sejler i sikker havn i Japan og Schweiz
27/1 13:36
Den amerikanske dollar mister lidt af sin tiltrækningskraft mandag eftermiddag, hvor valutahandlerne i stedet vælger en "sikker havn" i form af yen og schweizerfranc.
Mandag eftermiddag er det blandt andet den amerikanske præsident Donald Trumps bemærkninger om højere told samt techaktier i fald med et minus i futuremarkedet til det techtunge Nasdaq-indeks på små 4 pct., der smitter af på stemningen.
At techaktierne ventes at starte mandagen i rødt skyldes, at investorerne vejer for og imod nyheden om, at en kinesisk udfordrer har rystet fundamentet under det amerikanske AI-enevælde. Det er den kinesiske startup Deepseek, der er kommet med en gratis AI-assistent, som siges at bruge billigere chip og mindre data, hvilket tilsyneladende udfordrer en udbredt satsning i markederne på, at AI vil drive efterspørgslen langs en forsyningskæde fra chipproducenter til datacentre.
- Det er en bevægelse mod sikkerhed ... investorer køber yen og schweizerfranc, da dollaren nu er mindre attraktiv efter de seneste stigninger og Trumps seneste bemærkninger om toldsatser, siger Francesco Pesole, valutastrateg hos hollandske ING, til Reuters.
I sidste uge lå dollar i sit svageste niveau i mere end et år på grund af forventninger om, at de toldsatser, som Trump har varslet, vil være lavere end tidligere fremført. Men bekymringerne er dukket op igen, da USA og Colombia har trukket sig fra randen af en handelskrig.
Dollar koster mandag 154,07 yen mod 155,73 yen fredag eftermiddag klokken 17. Samtidig koster en dollar 0,8977 schweizerfranc mod 0,9060 schweizerfranc fredag.
.\\˙ MarketWire