Schweizisk investeringsbank sætter gang i hundredvis af fyringer i spareplan
27/1 15:09
Den schweiziske investeringsbank UBS har i de seneste uger opsagt flere hundrede ansatte i alpelandet. Og ifølge kilder har investeringsbanken fyret bredt blandt de ansatte, siger kilder til Bloomberg News.
De snart forhenværende ansatte er blevet tilbudt at deltage i programmer, som gør, at de har helt op til et år til at finde et nyt job.
At UBS skal være færre ansatte er ikke noget nyt men en del af det spareprogram, som investeringsbanken er i gang med at implementere i forlængelse af købet af konkurrenten Credit Suisse. Og det har tidligere været meldt ud, at der skal være omkring 3000 færre ansatte i Schweiz. De to banker havde ved udgangen af 2023 35.000 ansatte i landet.
Allerede i sidste uge sagde topchef Sergio Ermotti til Bloomberg, at han ville fortsætte med at skære i medarbejderstaben i kølvandet på det historiske opkøb. Samlet forsøger koncernen at skære yderligere 5,5 mia. dollar eller omkring 39 mia. kr. af udgifterne ud over de 7,5 mia. dollar svarende til 53 mia. kr., der allerede er blevet sparet på sammenlægningen.
Her sagde han også, at det er "uundgåeligt", at der vil komme afskedigelser, selvom UBS vil forsøge at finde så mange stillinger på frivillige fratrædelser.
Antallet af ansatte i UBS voksede globalt til omkring 120.000 fra under 75.000 i forbindelse med overtagelsen af Credit Suisse.
Siden er det faldet med omkring 10.000 - men investeringsbanken er ikke kommet med et mål for, hvor mange færre ansatte, det skal ende med.
UBS kommer med regnskab den 4. februar.
Aktien falder 0,2 pct. mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire