Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Rolige takter efter mandagens storudsalg i vente

28/1 06:44

Investorerne tog få chancer mandag og valgte i høj grad at placere midlerne i sikker havn, som statspapirer anses at være, når storme raser.

Den udvikling ser ud til at falme en anelse tirsdag, hvor der ikke er ventet høj sø fra morgenstunden med en rolig start.

Mandag var der storudsalg i aktiemarkedet, og det gav genlyd på markedet for statsobligationer, hvor renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation dykkede med 9 basispoint til 4,54 pct., det laveste niveau i 2025.

Tirsdag morgen retter renten sig en anelse på T-bondmarkedet i Tokyo. Her forrentes den tiårige T-bond med 4,55 pct. Det er samme rente, som da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag eftermiddag.

Det var nyheden om en mere energieffektiv kinesisk AI-robot, Deepseek, der gav uro globalt

Herhjemme var nyheden dog en mindre krusning, da renten for den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2033 blot fald 1 basispoint til 2,23 pct. mandag.

- Obligationsrenterne faldt en smule, da investorerne søgte i ly i obligationer. Det er en klassisk rygmarvsreaktion, når der gynger lidt på aktiemarkedet. Der var dog på ingen måder tale om store bevægelser i renterne, og det skyldes nok, at både den amerikanske forbundsbank (Fed), Den Europæiske Centralbank (ECB) og Sveriges Riksbank byder indenfor til rentemøde i denne uge, pointerer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Dagens nøgletalskalender er forholdsvis tynd, men i eftermiddag kommer der tal for en amerikanske forbrugertillid for januar. Stiger den kan det får renterne til at stige.

Det er dog onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der tager fokus. Forud for mødet, der starter tirsdag og slutter med en rentemelding onsdag, venter markedet en uændret rente i niveauet 4,25-4,50 pct.

.\\˙ MarketWire