Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/lukning: Tredje rekorddag efter kavalkade af regnskaber

30/1 17:55

En kavalkade af kvartalsregnskaber blev i løbet af torsdagen præsenteret for de europæiske aktiehandlere, som set under ét blev taget vel imod og trak det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks op med 0,9 pct. til rekordhøje 538,84.

Det er tredje dag i træk, at indekset lukker i plus, og på månedsbasis er der på næstsidste handelsdag i januar udsigt til en indeksstigning på godt 6 pct.

TUNGT BIDRAG FRA HOLLAND

Blandt de tunge bidragydere til dagens stigning var den hollandske halvledergigant ASML, som torsdag steg 3,6 pct. på efterdønningerne efter det positivt overraskende regnskab onsdag.

Men øverst i Stoxx 600-indekset sluttede det britiske kapitalforvaltningsselskab St James Place med et plus på 10,9 pct., efter et regnskab hvor indbetalingerne overraskede i forhold til estimaterne.

Fremgangen blev også hjulpet på vej af finske Nokia, som steg 6,7 pct. Også her skete det på baggrund af et positivt overraskende regnskab, hvor såvel omsætning som overskud landede bedre end ventet. Netværksselskabet omsatte for små 6 mia. euro i fjerde kvartal.

FRANSK-ITALIENSK SKUFFELSE

Omvendt trak den fransk-italienske chipproducent STMicro Electronics ned efter et skuffende regnskab for 2024 og med prognosen for første kvartal, hvor selskabet venter en omsætning på 2,51 mia. euro og en bruttomargin på 33,8 pct. Til sammenligning havde analytikerne ifølge Bloomberg News ventet 2,73 mia. euro i omsætning og en margin på 36,1 pct.

Aktien faldt 10,8 pct.

SVENSK OG SCHWEIZISK TILBAGEGANG

Formiddagstimerne bød også på regnskab fra blandt andet den svenske tøjvirksomhed H&M, som rapporterede et mindre salg end ventet, men et positivt overraskende driftsresultat på 4,624 mia. svenske kr. i kvartalet. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet et driftsresultat på 4,3 mia. svenske kr. Også en stigning i udbyttet fra 6,5 svenske kr. til 6,8 svenske kr. per aktie overraskede til den positive side.

Men aktien tabte 3,4 pct.

På indeksets solside sås den schweiziske urkoncern Swatch, som steg 2,2 pct. Selskabets overskud faldt i 2024 tungt, da et svagt kinesisk marked og prispresset på de mindre velhavende urkøbere har ramt hårdt. Men for det nye år forventer Swatch at se "betydelige forbedringer" i salget, selv om det kinesiske marked fortsat vil være "temmelig tilbageholdende", lyder det fra urkoncernen.

BANKER I BEGGE RETNINGER

Et par storbanken var også med i billedet.

Spanske Banco Bilbao Vizcaya Argentaria, BBVA, klarede sig bedre end ventet i fjerde kvartal med et overskud på 2,43 mia. euro, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde estimeret 2,28 mia. euro. Aktien steg 1,3 pct.

Den tyske kollega Deutsche Bank har planer om at sende milliarder i aktionærernes retning. Det drejer sig om yderligere kapitaludlodninger på 2,1 mia. euro til aktionærerne i 2025, skriver banken i sit regnskab for 2024 torsdag morgen. Den planlagte udlodning løber dermed op i godt 15 mia. kr.

Årsregnskabet for 2024 viser et nettooverskud på 3,5 mia. euro, hvilket er en tilbagegang fra 4,9 mia. euro i 2023. Faldet skyldes blandt andet, at banken i 2023 havde en positiv værdiansættelse på 1 mia. euro af udskudte skatteaktiver.

Bankaktien faldt alligevel 3,1 pct.

Det danske islæt i det europæiske indeks var GN på plussiden med et løft på 5,7 pct. uden selskabsspecifikt nyt.

.\\˙ MarketWire