Mærsk-rivalers store alliance opjusterer med milliarder
31/1 07:12
Containerrederialliancen One - Ocean Network Express - der består af Mitsui OSK Lines, Kawasaki Kisen Kaisha og Nippon Yusen Kaisha, opjusterer forventningerne til finansåret 2024/25, der løber til udgangen af marts.
Forventningerne til nettoresultatet er hævet til 4,034 mia. dollar fra 3,095 mia. dollar, svarende til en samlet opjustering på 6,7 mia. kr.
- Det overordnede forretningsmiljø for containerskibsfart er fortsat generelt positivt, men med øget geopolitisk og regional økonomisk usikkerhed. Vi forventer et relativt hurtigt opsving i fragtmængderne efter månenytåret.
- I mellemtiden vil One fortsat nøje overvåge den overordnede maritime sikkerhed og operationelle begrænsninger på landsiden, mens vi fokuserer på den bedst mulige netværksovergang til Premier-alliancen og yderligere forbedrer servicekvalitetsniveauet for vores kunder, siger topchef Jeremy Nixon fra One i en meddelelse fredag.
I Premier Alliance vil One drive tre ruter mellem Nordeuropa og Nordamerika i samarbejde med fire rederier fra den konkurrerende alliance Ocean Alliance.
I tredje kvartal øgede One omsætningen med 44 pct. til 4,85 mia. dollar, og overskuddet steg til 1156 mio. dollar fra et underskud på 83 mio. dollar i samme kvartal året før.
- Aktiviteterne mellem Asien og Nordamerika oplevede stabil fragtudvikling drevet af et stærkt privatforbrug og bekymring over overenskomstforhandlingerne i havnene på østkysten og i Golfen i USA. Ruterne mellem Asien og Europa oplevede også stærk fragtudvikling, skriver One.
.\\˙ MarketWire