ECB's Villeroy: Trumps toldhammer er brutal og øger den økonomiske usikkerhed
3/2 09:32
USA's kommende told på varer fra Mexico, Canada og Kina samt varslede toldsatser på europæiske varer er en "bekymrende udvikling", som øger den økonomiske usikkerhed.
Det vurderer den fransk centralbankchef og medlem af Den Europæiske Centralbank, ECB, François Villeroy, som kalder toldplanerne for "meget brutale" ifølge Reuters.
- Når man ser på de økonomiske nyheder, er der nogle ret positive elementer, der viser et opsving i købekraften ... men Trumps beslutning om at indføre markante toldsatser vil øge den økonomiske usikkerhed, lyder det fra François Villeroy til radiokanalen France Info ifølge Reuters.
Lørdag underskrev den amerikanske præsident, Donald Trump, et dekret, som fra tirsdag lægger 25 pct. told på varer fra Mexico og Canada, mens varer fra Kina bliver pålagt 10 pct.
Mexico, Canada og Kina er USA's tre største handelspartnere, og landene har allerede varslet, at der kommer gengældelsestold på amerikanske varer.
Donald Trump har derudover truet med, at der "ret snart" kommer told på varer fra EU.
- Alle taber i denne form for protektionistisk handelskrig, siger François Villeroy.
Adspurgt om EU bør svare igen på den måske forestående told fra USA, siger ECB-medlemmet, at det ikke skal udelukkes, men at EU bør være forsigtige.
- Nøglen er at gøre vores økonomi stærkere, siger han.
.\\˙ MarketWire