Europa/aktier: Trump-trusler skaber frygt og sender Europa i rødt - bilsektor i bakgear
3/2 12:38
Der er storudsalg på de globale aktiemarkeder mandag, efter den amerikanske præsident har indført øget told på varer fra Mexico, Canada samt Kina og holder øget told på europæiske varer i kort snor. Det puster til frygten om en decideret handelskrig.
Og mandag middag ligger de store europæiske børser i højrødt med faldt på op til 1,7 pct. efter fald på de asiatiske aktiemarkeder. Og de store fald ses også ramme Wall Street, når handlen åbner her senere mandag.
I weekenden indførte Donald Trump 25 pct. handelstold på Canada og Mexico samt en afgift på 10 pct. på Kina. De nye toldsatser, der træder i kraft tirsdag, vil påvirke varer for 1300 mia. dollar eller mere end 40 pct. af al amerikansk import. Canada og Mexico har annonceret øjeblikkelig gengældelsestold, og Kina har også annonceret modforanstaltninger.
- Forhandlingstaktik fra EU's side vil også være afgørende. Vi er i en meget usikker situation her, og det er præcis den slags øjeblikke, hvor markederne vil have svært ved at prissætte et præcist resultat, siger Chris Beauchamp, chefmarkedsanalytiker hos IG Group, til Reuters.
Efter fire rekorder i streg for det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 i sidste uge har piben mandag fået en anden lyd og falder 1,3 pct. til 532,50 fra fredagens top på 539,53.
BILER KØRER I "HULLET"
Samtlige undersektorer i indekset ligger med fald - mest faldende er dog indekset for bilproducenter, som er sårbart over for handelstold.
Samlet falder sektoren med 3,6 pct. med fald til bilproducenterne på op til 7,6 pct. for Valeo. Stallantis og Volvo bakker 6,4 pct., og Volkswagen går 5,7 pct. tilbage.
Teknologi er også blandt de store tabere med et fald på 2,3 pct., hvor den hollandske halvledergigant ASML falder 3,1 pct.
- Risikoen er, at situationen eskalerer på mange måder, og at man virkelig får en langvarig handelskrig, som vil reducere overskuddet, ramme marginerne og potentielt være inflationsfremmende, tilføjer Chris Beauchamp.
Blandt enkelt aktierne falder den schweiziske bank og formueforvalter Julius Baer 12,2 pct., efter et lidt svagere regnskab end ventet - og på nyheden om, at banken vil nedlægge 400 stillinger og reducere bestyrelsen fra 15 til 5.
.\\˙ MarketWire