Obligationer/tendens: Let vigende renter efter lette globale rentefald
5/2 07:03
Der er lagt op til let vigende renter, når det danske obligationsmarked åbner onsdag.
De internationale renter er faldet en smule, og ligger onsdag morgen lidt lavere end niveauet ved dansk lukketid tirsdag eftermiddag.
- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med små rentefald, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank i et notat onsdag morgen.
Tirsdag faldt de amerikanske statsspapirrenter, da det dagen før lykkedes både Mexico og Canada at få udskudt amerikansk told på 25 pct. i 30 dage mod løfter om en styrket grænseindsats.
Lettelsen over udskydelsen af handelskrigen sendte den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ned med 4 basispoint til 4,51 pct.
Det er også stort set niveauet onsdag morgen på T-bondmarkedet i Tokyo og samtidig næsten 3 point under rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede tirsdag.
Den danske tiårige statsobligationsrente lukkede tirsdag med en rentestigning på et enkelt basispoint i 2,11 pct.
Dagens økonomiske data koncentrerer sig om indkøbschefernes aktivitetsindeks rundt om i verden.
Indeksene fra Kina og Japan er fremlagt tidligere på dagen med let negative data i Kina, mens de japanske data var bedre end ventet.
I Europa er der PMI-tal fra Tyskland og fra eurozonen, der også kan fremvise data for producentpriserne.
Fra USA er det også PMI-data for servicesektoren og den vigtigere ISM-indeks, der forventes at blive på et højt niveau med 52,9 i januar.
- Skulle indekset stige en del mere end ventet, kan det presse renterne noget op, vurderer Mathias Dollerup Sproegel.
Inden ISM-dataene fremlægges forløberen for ugens arbejdsmarkedsrapport, ADP-jobrapporten. Den egentlige arbejdsmarkedsrapport offentliggøres fredag.
.\\˙ MarketWire