Vestas-topchef: Kom styrket ud af 2024
5/2 08:17
For vindmølleproducenten Vestas udviklede 2024 sig ikke som ventet, men selskabet forlod året stærkere, end ved indgangen til året.
Det siger Vestas' topchef, Henrik Andersen, i årsregnskabet, der viste en stærkere omsætning og indtjening i fjerde kvartal end ventet.
- Året udviklede sig ikke som forventet, men med en rekordhøj værdi af ordreindgangen, en rekordhøj ordrebeholdning og en ekstraordinær turnaround i Power Solutions forlader Vestas 2024 stærkere, end vi kom ind i det.
- Vores serviceforretning havde et udfordrende 2024, hvor vi kæmpede med stigende omkostninger, men er fortsat en stærk, rentabel forretning, der gennemfører sin genopretningsplan og er nøglen til at nå vores langsigtede ambitioner, siger Henrik Andersen.
Fremgangen i 2024 var ifølge vindmøllechefen drevet af et skarpt fokus på værdi frem for volumen og forbedret eksekvering. Det er sket midt i den geopolitiske usikkerhed, som også ventes at forårsage forstyrrelser for samfund og virksomheder i de kommende år.
- I dette miljø spiller vindenergi en nøglerolle i opbygningen af et økonomisk overkommeligt, sikkert og bæredygtigt energisystem, og vi fortsætter med at levere på vores strategiske prioriteter, herunder at øge produktionen for at kunne levere på vores ordrebeholdning og hjælpe verden med at opfylde sit voksende energibehov, siger Henrik Andersen.
Vestas omsatte i 2024 for 17,3 mia. euro og ramte dermed inden for sine forventninger, som var på 16,5-17,5 mia. euro. Driftsmarginen, EBIT, før særlige poster endte for året på 4,3 pct., hvilket også var inden for prognosespændet fra selskabet på 4-5 pct.
.\\˙ MarketWire