Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Danske Bank i stor optur mens Rockwool blev sendt retur

7/2 17:07

Danske Bank var den lysende stjerne på det danske aktiemarked fredag, hvor et stærkt regnskab gav et solidt kursplus.

Også de øvrige bankaktier fulgte med i slipstrømmen på Danske Banks optur, mens Rockwool blev sendt en anelse på retur efter en stor stigningen dagen før.

Samlet endte C25-indekset blot 0,03 pct. højere i 1790,43 mens det tidligere på dagen lå omkring 1808.

Stigningen hos Danske Bank kom efter en opløftende prognose for 2025 set i forhold til analytikernes forventninger. Samtidig fortsætter banken udbytteregnen over aktionærerne, og det kvitterede investorerne med ved at sende aktien op med 7,8 pct. til 235,60 kr.

De øvrige C25-banker blev også sendt på weekend i højt humør, da Jyske Bank steg 2,9 pct., Sydbank vandt 2,2 pct. og Nordea hentede mere beskedne 0,1 pct.

På forhånd var en enkelt begivenhed udråbt til at kunne enten spolere eller opildne stemningen på det danske aktiemarked. Der skal man se over Atlanten, hvor de amerikanske jobtal landede ud på eftermiddagen. Det blev dog en fuser set med C25-briller, da den ikke gav de store udsving.

Antallet af job uden for landbruget, det såkaldte kongetal, steg med 143.000 i januar, hvor der var ventet 175.000. Det var et fald fra 307.000 i december, som er en oprevidering fra oprindeligt udmeldt 256.000.

- Der er således ingenlunde tale om en dårlig eller skuffende jobrapport. Der tegner sig fortsat et billede af et solidt amerikanske arbejdsmarked, siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

- Jeg hælder i stigende grad til, at den amerikanske centralbank vil vælge og holde rentekrudtet tørt og se tiden an. Ikke mindst med tanke på, at Donald Trump formentligt kommer til at føre en både ekspansiv og inflationsskabende politik i både 2025 og 2026.

GN, ROCKWOOL OG MÆRSK I BUNDEN AF ELITEINDEKS

Efter et plus på 16 pct. torsdag gik gassen af ballonen for Rockwool fredag. Aktien blev den mest faldende i eliteindekset med et dyk på 5,8 pct. til 2726 kr.

Isoleringsaktien leverede torsdag kvartalstal, hvor både omsætning, driftsoverskud og udbytte endte over det ventede. Og samtidig er koncernens forventninger om en salgsvækst på en lav encifret procentsalt og en EBIT-margin på 16 pct. i 2025 på linje analytikernes estimater.

Også GN fik en hård dag og tabte 3,3 pct. til 144,05 kr. Amerikanske JPMorgan har efter GN's årsregnskab torsdag sænket kursmålet for aktien til 233 kr. fra 252 kr., mens anbefalingen "overvægt" er fastholdt.

Presset ramte også aktierne hos A.P. Møller-Mærsk, hvor B-aktien smed 2,4 pct. til 11.285 kr.

Det fulgte efter en stigning torsdag på 6,4 pct. ovenpå et stærkt årsregnskab inkluderede et robust udbytte og genindført aktietilbagekøb.

I kølvandet af regnskabet har finanshusene DNB, Fearnley og SEB valgt at sænke anbefalingen af Mærsk-aktien. Jyske Bank går modsat og har valgt at hæve anbefalingen til "køb" mod tidligere "hold".

LØFTET KURSMÅL TIL PANDORA

Pandora har fået løftet sit kursmål til 1380 kr. fra 1150 kr. hos det kinesiske børshus CICC efter smykkeproducentens regnskab for fjerde kvartal onsdag.

Også Jyske Bank hævede kursmålet til 1300 kr. fra 1100 kr., da Jyske Banks estimater for både 2025 og 2026 er blevet sat op. Anbefalingen "hold" gentages.

Smykkeaktien faldt 2 pct. til 1319,50 kr.

Rederiet Norden faldt torsdag 6,1 pct. efter et årsregnskab, hvor der blev spået yderligere tilbagegang i 2025 som følge af et presset marked.

Efterfølgende har SEB sænket anbefalingen af aktien til "hold" fra "køb", og kursmålet er barberet ned med 45 pct. til 190 kr.

Fredag steg aktien 3,2 pct. til 195,80 kr.

.\\˙ MarketWire