Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Tysk kemikoncern dykker på planer om aktiesalg i rødt marked

7/3 13:19

Den tyske kemikoncern Bayer vil søge sine aktionærers accept til en kapitalrejsning gennem udstedelse af nye aktier.

Og det falder ikke i god jord hos investorerne, der sælger ud af aktien og sender kursen ned med 7,4 pct.

Det sker i et samlet rødt europæiske marked, hvor det brede Stoxx 600-indeks midt på dagen taber 0,5 pct.

- Aktiemarkedet ligger med en pil nedad, når vi på de europæiske aktier generelt. De har også gjort det stærkt efter meldinger fra Tyskland tidligere på ugen, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, med henvisning til planer om mere ekspansiv tysk finanspolitik og deraf store investeringer.

Pengene fra udstedelsen i Bayer skal sikre tilstrækkelig kapital til de mange retssager, der fortsat forfølger selskabet efter overtagelsen af Monsanto, skriver Bloomberg News.

I et brev til sine aktionærer har Bayer nævnt muligheden for en kapitalrejsning svarende til 35 pct. af den nuværende aktiekapital. Brevet er underskrevet formanden for tilsynsrådet i Bayer, Norbert Winkeljohann, og er udsendt forud for selskabets generalforsamling næste måned.

Provenuet fra kapitalrejsningen skal udelukkende bruges til at styrke balancen, mens Bayer forsøger at få afsluttet de mange retssager, der hænger over selskabet. Pengene skal således hverken bruges på opkøb eller fusioner.

Bayers juridiske kvaler kommer fra overtagelsen af Monsanto og ukrudtfjerneren Roundup, der anklages for at være kræftfremkaldende. Bayer har i forvejen indgået flere forlig i sager om Roundup. Siden overtagelsen af Monsanto i 2018 er aktien i Bayer faldet omkring 75 pct.

I den modsatte ende går det godt for verdens største pladeselskab, Universal Music Group, som ser aktien vinde 4,8 pct.

Selskabet er kommet bedre end ventet gennem fjerde kvartal, hvor kunstnere som Taylor Swift og Billie Eilish har bidraget til overraskende høje indtægter fra streaminggiganterne Spotify og Apple Music, skriver Bloomberg News.

Omsætningen steg 7,9 pct. til 3,44 mia. euro - eller 25,7 mia. kr. - i kvartalet målt mod samme periode sidste år, og det skal primært tilskrives, at abonnementsindtægterne fra blandt andet Spotify og Apple Music i samme periode voksede med 9 pct.

Ifølge analytikerkonsensus var der ventet en omsætning på 3,28 mia. euro, viser tal fra Bloomberg News.

Blandt Universals mange kunstnere var Taylor Swift, Billie Eilish, Sabrina Carpenter og Chappell Roan de mest populære i kvartalet, lyder det.

.\\˙ MarketWire